TOP

“Netop nu står kunsten og kulturen overfor at skulle skabe en fremtid ud fra år nul”

Kommentar: Som så mange andre i kunst- og kulturlivet går jeg i øjeblikket rundt herhjemme med frustrationerne uden på tøjet.

Tilsyneladende frustreret sammen med en masse andre over tilsidesættelsen af kulturen i de første åbninger af Danmark; men endnu mere frustreret over det, der føles som grunden til den tilsidesættelse – at værdisætningen af det åndelige og kunsten i det store billede synes fraværende eller værdisat til noget, der stort set er ingenting, og i hvert fald, når blikket løftes fra det sundhedsfaglige, er blevet helt overrulet af økonomiske betragtninger.

Jeg er frustreret over, at stort set ingen andre end kunstens og kulturens folk taler det betydelige i åndens og kunstens vækst højere op og sætter den ind i et billede, hvor den kan ses ved siden af alle tankerne om den økonomiske vækst, som – når den står alene – føles som en langsom kvælende vækst.

Jeg er frustreret over, at det åbenbart er nærmest umuligt at komme videre fra ordene om kunstens muligheder og hjælp til ”håb og refleksion” og kulturens evne til at gøre ”mennesker til andet end maskiner”.

Ramt af klarhed over kulturens lave kurs

Jeg er opfyldt af frustration, og vi er mange, der er det; men jeg bliver også lidt træt af både min egen og andres frustration – vores utilfredshed, for jeg mærker, at med alt den helt forståelige og retfærdige frustration samler kulturen sig i enighed; men i en enighed hvor vi er så enige med hinanden, at der er fare for, at vi i selvsving bare trækker os sammen ned. 

Gode og kloge kulturfolk samler sig i et fællesskab med tanker og meninger, som vi alle kan være enige i, og manglen på ånd bliver i indlæg og artikler grebet i struben; men når jeg føler mig mere og mere kvalt i min egen og andres frustration, er det fordi, at det, vi nu udtrykker om den manglende forståelse af kunstens og kulturens betydning, bygger på mange, mange års frustration.

Det er det samme, vi siger nu som før, blot føler vi nu, at vi i pandemitiden har fået slået det klart op; at ånden, kunsten står langt tilbage i køen, når det gælder betydning – økonomisk som politisk. Vi er nu blevet ramt af en klarhed over, i hvor lav kurs det kulturelle står i vores samfund.

Glemmer vi at handle midt i vreden?

Kultur- og kunstlivet står sammen som aldrig før – ”sammen hver for sig”, men det er symptomatisk, at det er netop nu, vi kan enes og samle os, når det negative og nedturen rammer os, og jeg kan være bange for, at der i den solidaritet og det fællesskab, som vi nu sammen bliver en del af, ligger en stor fare for, at vi kommer til at sidde fast i os selv – at vi i vreden glemmer at handle, og det vil være en skam, for med ikke bare kulturen men hele vores samfunds nedlukning, står vi med bedre muligheder end nogensinde for at handle på vores kunst og kulturs vegne. På hele vores samfunds øjeblikkelige blanke tavle, er der blevet plads til at tegne kulturen og kunsten op.

På det seneste har flere debattører og toneangivende kulturpersonligheder peget på behovet for en større samling af kunst- og kulturområdet. Det er flerstrengede tanker, som sammen og hver for sig skal kunne løfte kulturens betydning i samfundet op.

Et Kulturens Analyseinstitut – uafhængigt af både stat og kulturens organisationer – burde ligge lige til højrebenet.  Tanken om instituttet har længe været på banen; etableringen er udeblevet; men måske er det netop nu, hvor kulturen på den ene side er nedlukket men på den anden side har fået mere taletid end nogensinde, at der vil kunne skabes politisk opbakning til dets skabelse. 

Måske var den politiske og den kulturelle verden ikke gået så meget fejl af hinanden i forbindelse med både hjælpepakker og prioritering af områder i den gradvise åbning af Danmark, hvis man havde kunnet læne sig op ad et stærkt og uafhængigt analyseinstitut, og når opbygningen af fremtiden går i gang, vil instituttet give endnu mere mening.

Fælles stemme under den kulturelle genopbygning

En anden tanke, der i de sidste uger er blevet fremført, er ønsket om etablering af et samlet organ, en samlet brancheorganisation indenfor kulturens område alla Dansk Erhverv. Dansk Kultur kunne den for eksempel hedde.

Kunstnerne, som kan ses som kulturens arbejdstagere, står allerede godt organiseret i Dansk Kunstnerråd, der dækker det frodige, mangfoldige patchwork-tæppe af kunstnerisk vilje og kraft med indbyggede uendelige meninger og muligheder. Dansk Kunstnerråd er kommet til at fremstå stærkere og stærkere og har i de sidste år formået at give plads til alle de mange kunstretninger og genrers forskelligartede stemmer og er samtidig blevet bedre til i nødvendige situationer at samle sig i én fælles stemme.

Noget tilsvarende kan jeg kun hilse velkommen, når det gælder kulturens arbejdsgivere. De bør kunne skabe en paraplyorganisation, der vil kunne tale med en stærkere fælles stemme – et organ, der på kunstens og kulturens præmisser kan måle sig med de muskler, der sidder på for eksempel Dansk Idrætsforbund og Dansk Erhverv. En organisation, der i samarbejde med kunstnerorganisationerne, kan skabe en fælles stemme, der ikke blot samler sig under nedturen; men som i den kulturelle genopbygning, vi står overfor, kan træde frem og tale åndelig vækst og åndelig sundhed op, og markere vigtigheden af det på samme niveau som Erhverv taler økonomisk vækst og Idræt taler folkesundhed. 

Jeg tror, at der er behov for den organisation, og netop nu hvor alle de brancheorganisationer, der kunne være aktuelle i en sådan paraplyorganisation – teatre, ensembler, orkestre, spillesteder, kunsthaller, museer, biblioteker etc. står sammen i nedturens frustration, er det tid til at skabe den.

Det er netop nu, at solidariteten skal bruges til at skabe en stærk arbejdsgiverorganisation, der både kan kæmpe for kulturens institutioner og for og sammen med de kunstnere, som de står i et gensidigt afhængighedsforhold til.

Kunsten og kulturen skal ikke gå i takt

Kunsten og kulturen må aldrig miste sin mangfoldighed og mangesidighed. Det ligger i hele kunstens væsen og dets magi, at der ikke er en enkelt vej at gå i takt på.

Der skal være plads til afveje, alle hjørner, al vanvid, al drømmende skønhed; men netop nu står kunsten og kulturen overfor at skulle skabe en fremtid ud fra år nul, og ved siden af mangfoldigheden er der mere end nogensinde både brug og mulighed for at skabe en kulturens fælles stemme – at lægge en fælles stærk rød tråd ud til fremtiden, hvorom kunstens og kulturens utallige formationer kan danse. Vi står i nulpunktet, og dér er det nemt at stå sammen med en fælles stemme, der påpeger det urimelige og taler frustrationerne op.  Det er nu kunsten og kulturen skal smide frustrationerne af sig men bruge den fælles stemme til at rejse sig fra nulpunktet.

Kunsten og kulturen har i den grad manglet at kunne samle deres forskelligartede holdninger og udtryk til en fælles stemme. Vi kunstnere er alle – hver for sig – så optagede af det vi selv laver. Det, ”jeg” skaber her og nu, er det vigtigste i verden.

Sådan er kunsten og dens største kvaliteter og de største oplevelser, kunsten giver fra sig, bygger på en vidunderlig snæversynethed hos kunstneren. Den samme dedikation ligger hos alle dem, der arbejder i kulturens institutioner. I det billede er det svært at fokusere på det samlede billede og en fælles stemme, og måske kan der også opstå en lille angst for, at lige mit fantastiske projekt drukner i fælles udspil og holdninger.

Vi mangler andre stemmer end vores egne

Vi har manglet en fælles stemme; men vi har frem for alt manglet andre stemmer end vores egne. En af de vigtigste opgaver for kulturens organisationer i fremtiden bliver at finde støtter, stemmer og talerør udenfor det snævreste kulturområde, for vi får aldrig den nødvendige ørenlyd ved kun at tale selv – om os selv. Det har vi gjort så længe, og i længden er der ingen, der gider lytte på nogen, der bare taler om sig selv.

Andre må tale kunsten og kulturen op. Det var det Mette Frederiksen gjorde d. 30. marts, da hun udtalte: “(…) i en tid, hvor jeg er sikker på, at mange mennesker oplever, at man netop har brug for kunsten for både at få håb men også den nødvendige refleksion”.

Jeg vil våge den påstand, at de få ord hun sagde om kunsten den dag i sin tale på den lange bane har større positiv virkning for kunsten end 100 artikler (som denne) af kunstens- og kulturens egne folk.

Det er ordene og sætningerne fra blandt andet stats- og kulturminister, der skal tages positivt fat i, og som skal flettes ind i kunsten og kulturens egne stemmer og den fælles stemme.

Det er ord, som ikke handler om økonomi; men om kunsten og kulturens værdi i sig selv.

Det er kunsten, der kommer!

Det er fint, når vi pointerer, at kunsten og kulturen også er erhverv – at der kan hentes samfundsøkonomi i kunst og kultur, og at det ikke blot er udgifter.

Men kunst og kultur skal og vil aldrig blive et økonomisk væksthus, og nuværende og alle kommende nye paraplyorganisationer og institutter skal først og fremmest profilere fordelene ved åndelig vækst. Den vækst, der er så bæredygtig, at den ikke kan måles. Det er dér, kunsten og kulturen i det kommende samfund skal tage fat. Det er dér, det begynder – kvaliteten ved det, som har en værdi i sig selv, som giver refleksion og håb, som gør, at vi ikke bliver maskiner; men som fylder os åndeligt – som breddeidræt skaber fysisk folkesundhed, skaber kulturen åndelig folkesundhed.

Det er ikke kun kulturen, der har været lukket ned. Det er et helt samfund, som fra nedlukkethed skal til at åbne sig. I den proces kan og bør det blive klart for alle, at vores kommende samfund ikke blot kan fortsætte med alene at bygge på økonomisk vækst med deraf følgende rædselsfulde klimaforandringer. 

I den nye opbygning bliver kunstens stemme meget vigtig, og ligesom da vældfærdstaten blev bygget op vil og skal kulturen være med, og det vil ske, hvis vi taler ud fra kunstens egen værdi. Der vil i den grad være brug for – og lydhørhed over for – stærke stemmer, der kommer fra kunstnere, filosoffer, sociologer etc. i kampen for bæredygtighed, både når det gælder ånd og klima. Etiske dimensioner og æstetiske refleksioner vil komme i højsædet.

Kunsten og dens betydning og muligheder har aldrig stået stærkere end nu, og vi står med de største muligheder for at vise dens helt egen værdi. I kunst- og kulturlivet har vi ofte samstemmende råbt “ulven kommer”, og vi har nok her i coronatiden følt, at ulven rent faktisk kommer; men det er netop ikke ulven, der kommer. Det er kunsten, der kommer!

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Komponist og formand for Dansk Komponistforening.