TOP

Nationalmuseet vil flytte 140 medarbejdere ud af byen: “Selvfølgelig er der fare for, at vi mister noget”

Et par uger inde i det nye år er strategiske omlægninger og fysiske udbygninger for alvor ved at sætte sit præg på Nationalmuseet.

Ifølge Magisterbladet skal det nu helt være slut med forskning i museets hovedbygning i Prinsens Palæ i København.

Konkret betyder beslutningen, at de 140 medarbejdere i afdelingen Forskning, Samling og Bevaring, der i dag arbejder i palæet, fremover vil have arbejdsplads i museets bygninger ved Brede Værk i Kongens Lyngby, hvor afdelingens resterende 95 medarbejdere i forvejen befinder sig.

Frygt for at miste publikumskontakten

Mens Jesper Stub Johnsen, der er vicedirektør og chef for Forskning, Samling og Bevaring, ser flytningen som en “dobbelt win-win”, der både frigør plads til fremtidige udstillinger i hovedbygningen og forener forskningskræfterne i Brede Værk, er seniorforsker og tillidsrepræsentant John Lund skeptisk over for de varslede flytninger.

“Vi bliver adskilt fra kollegerne, der arbejder med formidling, og så mister vi publikumskontakten, som også er vigtig for mange af os,” siger John Lund til Magisterbladet.

Ifølge Jesper Stub Johnsen passer flytningen fint ind i nyskabelsen af Nationalmuseet, selvom den altså betyder længere rejsetid for en betragtelig mængde medarbejdere.

“Selvfølgelig er der en fare for, at vi mister noget, men forhåbentlig bliver det, der kommer i stedet, endnu bedre,” siger vicedirektøren til Magisterbladet.

Tryk på om- og udbygninger 

Den varslede medarbejderflytning, der endnu ikke er bundet op på en specifik dato, kommer efter, at Nationalmuseet i sidste uge uddybede visionen bag den fortstående etablering af et mediehus.

Dertil fortalte Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, også om sit syn på museets fysiske forhold, der ifølge ham er stærkt kritisable

“Det er nærmest en skændsel, at Danmarks hovedmuseum – det museum, som skal vise hele Danmarks historie og samle danskerne –  er så nedslidt og gammeldags. Så til sommer kommer vi nok til at lancere et prospekt for en ombygning, som vil komme til at koste virkelig mange penge,” udtalte Rane Willerslev i sidste uge til Kulturmonitor.

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk