TOP

Musikmagasin lancerer minifestival: “En måde at levendegøre magasinet på”

Mens coronakrisen har lukket de fleste festivaler ned, opstår der nye i alternative formater. 

Således har musikmagasinet Groovy premiere på minifestivalen Groovy Live torsdag den 18. juni og to dage frem.

Minifestivalen foregår i Literaturhaus på Nørrebro, der i denne uge meddelte, at de er alvorligt konkurstruet, da de har fået afslag på støtte fra kommunen. 

Manden bag musikmagasinet og den nye festival er Kim Flyvbjerg. Han er tidligere chefredaktør på Euroman og konceptudvikler for Bonnier og Egmont. 

Han forklarer i en pressemeddelelse, at Groovy Live sætter fokus på dansk musik, hvor kunstnerne bliver interviewet på scenen efterfulgt af et lille akustisk sæt. 

“Groovy Live er en måde at levendegøre magasinet på og bliver samtidig nogle af de første koncerter efter coronakrisen. Det er også en måde at støtte det lokale kulturliv og bakke op om dansk musik på,” uddyber han. 

Tager musikken alvorlig

På grund af coronakrisens restriktioner er der kun plads til 50 tilhørere.

På plakaten er Jørgen Klubien, der er forsanger i Danseorkestret, Jacob Bellens, der er kendt fra bands som I Got You On Tape og Murder, og Katinka, som siden sit gennembrud i 2017 har opnået stor succes. De enkelte kunstnere optræder en dag hver. 

Groovy, der blev lanceret i 2018, skriver på dens hjemmeside, at bladet er skabt ud af kærlighed til god musik af professionelle journalister, fotografer og illustratorer. Det lader sig inspirere af amerikanske magasiner fra en tid, hvor man havde det sjovt med at tage musikken alvorlig.

Siden begyndelsen har musikmagasinet oplevet stor succes og øgede oplaget til næsten det dobbelte i starten af 2019. I dag udkommer magasinet i cirka 6.000 gratis eksemplarer i blandt andet musikbutikker. 

Groovy Live er ikke den eneste københavnske festival, som trodser coronakrisen. I sidste uge annoncerede Jesper Koefoed-Melson, der har stor erfaring med kulturudvikling, at bydelene Østerbro og Nordhavn ville få deres egen festival i form af Åben.

En festival, hvor kulturaktører kan samarbejde på tværs af kompetencer og løfte kulturlivet, og hvor nøgleordet er samskabelse. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk