TOP

Musichouse Cph fik aldrig del i regeringens hjælpepakker – er nu lukket som resultat

En kombination af for høj husleje og manglende økonomisk støtte fra regeringens hjælpepakker har tvunget Musichouse Cph til at lukke og slukke. Sådan skrev direktør Maria Jarltofte på spillestedets Facebookprofil den 1. oktober.

I et nyt interview med Gaffa kommenterer direktøren på omstændighederne omkring lukningen og undrer sig over, hvorfor netop hendes institution ikke har modtaget en krone af regeringen.  

”Jeg har virkelig gjort alt, som i ALT for at få adgang til hjælpepakkerne. Men hver gang er jeg blevet bedt om at tilsende nye informationer, andre gange har Erhvervsstyrelsen selv lavet fejl, og sådan har det kørt i ring siden marts. Og jeg kan ikke søge hjælpepakke 2, før jeg har fået nummer 1, eller hjælpepakke 3, før jeg har fået nummer 2. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har modtaget de her hjælpepakker endnu. Vi må jo bare være ekstra uheldige,” udtaler Maria Jarltofte til Gaffa.

Musichouse Cph har holdt til på Refshaleøen i ni år, hvor de intime lokaler udover spillested også har fungeret som event venue for release fester og som øvelokale for kendte danske musikere som for eksempel Gnags, Pernille Rosendahl og Danser med Drenge. 

Ifølge Maria Jarltoftes Facebookopslag fra tidligere på måneden så 2020 ellers ud til at blive det bedste år nogensinde for Musichouse Cph, men da der ingen hjælp er kommet til spillestedet under coronakrisen, og der ikke er udsigt til, hvornår der igen kan afholdes større livearrangementer, så hun desværre ingen anden udvej end at opsige spillestedets lejemål hos Refshaleøens Ejendomsselskab. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på caroline@kulturmonitor.dk