TOP

Museumsdirektør: Findes de danske museer som vi kender dem stadig efter coronakrisen?

Kommentar: I disse dage dukker flere og flere nødblus op fra mine kollegaer i den danske museumsverden. De museer, der har satset hårdt på en stor indtægt fra billetsalg og er afhængige af indtægten, bløder nu og er i høj grad gjort afhængige af regeringens hjælpepakker for erhvervslivet; men flere museer lever ikke op til kravet om under 50 procent offentlig finansiering for at komme i betragtning.

Satsning på egen indtjening og billetsalg er vi som museer på mange måder presset ud i som følge af flere sparerunder, ikke mindst omprioriteringsbidraget, der i fire år skar to procent af museernes statstilskud om året; besparelser, der i et vist omfang blev ”solgt” til os som en chance for at gøre os uafhængige. En satsning, som vi frivilligt var nødt til at hoppe ud i. 

Samtidig har det ikke været acceptabelt at lægge midler til side til dårligere tider og have budgetter, der ikke går i nul. Det har efterladt mange museer uden sul på kroppen, og det mærker de nu. De er voldsomt sårbare overfor regeringens nedlukning af Danmark, og mange museer er dårligt rustet til den tid, der kommer efter corona-krisen. For at overleve og udvikle sig som kulturinstitution kræves der et sikkert økonomisk fundament.

En generel usikkerhed

Museerne passer på kulturarven, og vi formidler den til borgere og turister.  Det har de danske museer gjort i op mod 150 år. Den danske museumslov, som mange lande i øvrigt misunder os, sikrer, at de danske statsanerkendte museer spiller en rolle som public service-institutioner. Museumsloven sikrer ikke bare museerne, den er i virkeligheden til for at sikre kulturarven og borgernes adgang til deres kulturarv, og det forudsætter et økonomisk råderum gennem statslige og kommunale tilskud.

Men fra 2016 og en årrække frem er de statsanerkendte museers budgetter blevet beskåret med to procent hvert år. Dertil kommer andre typer af besparelse. Lige så længe jeg kan huske, har statens støtte til museerne været drøftet, og mange bud på, hvordan den skal fordeles, er søgt fremlagt. Det har skabt en generel usikkerhed i forhold til det at være statsanerkendt museum. For hvor meget har vi egentlig kunnet regne med i driftstilskud? Når vi har fremført kritik af besparelserne, er vi blevet ansporet til at gøre os mindre afhængige af den offentlige støtte. Vi er blevet bedt om og opfordret til at skaffe flere indtægter ad andre veje, herunder især entreindtægter. Omvendt har vi som museer i de senere år slået kraftigt på, at statstilskuddet til dem ikke er en støtte, men nærmere en investering. 

Vejen mod større egen indtjening gennem entrebilletter er en kapitalisering af den adgang til kulturarven, som museumsloven egentlig har givet borgerne ret til. Dette er sket med alles velsignelse, fordi museerne mere eller mindre frivilligt har bevæget sig over i oplevelsesøkonomien og er blevet mere liberalistiske i deres tilgang til den vare, som kulturarven nu er blevet.

Samtidig efterspørger kulturministeren, at museerne anvendes af flere grupper, også dem, der normalt ikke bruger museerne. Brugere, som ofte har færre midler at anvende på museumsoplevelser. Museerne mødes således af mange krav fra statens side, samtidig med at råderummet begrænses. 

Ånden i museumsloven står på spil

Museerne er blevet hybrider. Vi er havnet mellem to stole. Dels den kommercielle oplevelsesøkonomi, som vi ikke er rigtig gearet til endnu. Og som vi på grund af lovkrav ikke kan agere så agilt i som andre oplevelsesøkonomi-virksomheder, der hurtigt kan tilpasse sig et forandret marked, som kan blive udkommet af corona-krisen. Dels vores public service-funktion som historieformidler samt beskytter og bevarer af kulturarven; både den vi viser frem i vores udstillinger, og den vi gemmer på vores magasiner.

Denne situation, hvor museerne er hverken eller, bringer kulturarven i fare. Pludselig er museumslovens ord om, at vi skal formidle og bevare kulturarven, blevet et økonomisk problem, fordi museerne er lukket, og indtægterne udebliver sammen med gæsterne; måske i en periode, der rækker ud over den umiddelbare nedlukning af Danmark. 

Generelt kalder corona-krisen på overvejelser om museernes forretningsmodeller og opgaver som kulturinstitutioner og en gentænkning af det forhold, stat, kommuner og kulturinstitutioner har til hinanden, samt hvordan en meget liberalistisk tilgang til noget, som tidligere har været en del af velfærdsstaten, har gjort os følsomme og skrøbelige, når en pandemi lukker alt ned. 

Kulturministeren bør ikke lade erfaringerne fra corona-krisen gå til spilde. Hun bør træde i karakter og sikre, at museerne kommer levende gennem den akutte krise, og på længere sigt investere i museerne, sikre os en god økonomi og give os mulighed for, at vi kan polstre os økonomisk, til når næste katastrofe rammer.

Det er selve ånden i Museumsloven, der står på spil nu.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Ulla Schaltz er museumsdirektør for Museum Lolland-Falster.