
Museumsdirektør får hæderslegat for sin evne til at omsætte store visioner til virkelighed
Direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, har fået et hæderslegat på 50.000 kroner af Elli og Peter Ove Christensens Fond.
Flemming Just, der også er formand for Organisationen Danske Museer (ODM), får legatet for sin indsats i museumsverdenen og “sin evne til at omsætte store visioner til virkelighed”.
Sydvestjyske Museer har i 2019 åbnet Jacob A. Riis Museum i Ribe, og i 2020 slår heksemuseet Hex! dørene op.
“Jeg ved ikke, hvem der har indstillet mig, men jeg er selvfølgelig meget glad for og beæret over skulderklappet,” udtaler Flemming Just i en pressemeddelelse.
Flemming Just har været direktør for Sydvestjyske Museer siden 2011. Inden da var han professor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet.