TOP

Museum under politiefterforskning har i over seks år brudt lov om våben

Bornholms Forsvarsmuseum har i over seks år ikke overholdt reglerne for opbevaring og udstilling af våben – og det er tilsyneladende stadig tilfældet. Det skriver Bornholms Tidende, som har fået aktindsigt i oplysninger om forsvarsmuseet fra Politiets Administrative Center (PAC). 

Konkret har museet forsømt at indsende opdaterede våbenlister til PAC mindst en gang om året, så de kan blive registreret i politiets register over lovlige våben i Danmark.

Hos bestyrelsen for støtteforeningen Kastellets Venner Bornholm, som står bag Bornholms Forsvarsmuseum, fralægger man sig at have et ansvar for miseren og peger i stedet på museets leder, Klaus Linnert, som bestyrelsen valgte at bortvise i oktober. Det skete efter et formodet tyveri af våben, da museet ikke kunne redegøre for, hvor 12-14 af museets våben befinder sig. Nogle af dem er funktionsdygtige og muligvis med skarp ammunition. Våbentyveriet blev allerede i sommer anmeldt til politiet, og museet har siden da været under politiefterforskning. 

Klaus Linnert fortæller til Bornholms Tidende, at han aldrig har fået en overlevering fra den tidligere museumsleder – og dermed ingen instrukser om årligt at indsende opdaterede våbenlister til PAC. Han forklarer også, at der var rod i museets fortegnelser over våben, da han tiltrådte, og at museet aktuelt har en våbentilladelse.

“Forsvarsmuseet har en våbentilladelse, som er udstedt til mig som museumsleder, af Bornholms Politi. Den sidder i en mappe i mit gamle kontor på museet. Den har jeg ikke adgang til i dag, fordi jeg er bortvist, men den sidder i mappen sammen med alle de andre tilladelser, som museet har fået,” siger Klaus Linnert til Bornholms Tidende.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.