TOP

Mungo Park er klar til genåbning – men efterlyser svar fra regeringen

Mungo Park i Allerød åbner 8. juni, og det bliver med forestillingen ‘Kvinde kend din krop’. Det annoncerer teatret i en pressemeddelelse, hvor det også bekendtgør, at teatret egentlig burde holde lukket, da det – med de forventede restriktioner in mente – næppe vil være økonomisk rentabelt at spille foran et publikum

“Vi åbner, fordi vi føler en forpligtelse over for publikum, og fordi vi er sat i verden for at spille teater,” udtaler Mungo Parks direktør, Anna Malzer, og påpeger, at teatret stadig mangler konkrete svar fra regeringen: 

“Må vi fylde salen op med så mange som muligt, så længe der sikres én meters radius omkring hver gæst – eller må der max være 30-50 personer i salen, som forsamlingsforbuddet forventes at ligge på til den tid? Bliver vi kompenseret af regeringen for de resterende manglende billetindtægter? Når vi genoptager arbejdet, kan vi ikke benytte hjælpepakkernes muligheder for lønkompensation. Men på trods af, at vi mangler en del svar fra Kulturministeriet, insisterer vi på at gøre dét, vi er sat i verden for af de offentlige støttekroner – nemlig at spille teater. Spørgsmålet er bare, hvor længe vi kan holde til at spille for et begrænset antal publikummer, fordi vi er så afhængige af billetindtægter, som vi er.”

Mungo Park understreger, at teatret naturligvis vil følge myndighedernes regler til punkt og prikke for at sikre teatergæsterne en tryg og sikker teateroplevelse.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.