TOP

Møbelmester på hjemmebane: Wegner-museum kan være på vej til Tønder

Et nyt museum til ære for den kanoniserede og verdensberømte møbelarkitekt Hans J. Wegner kan være på vej til hjemstavnen Tønder.

Det skriver JydskeVestkysten.

Bag projektet står ‘Foreningen til etablering af et museum for Hans J. Wegners Møbelkunst’, der i øjeblikket arbejder på at ansætte en projektleder, som kan sætte størrelse og tal på projektet. 

“Der vil være nogle udgifter til at beskrive sådan et projekt. Og der skal vi ud at søge personer og fonde til finansieringen i en pionér-fase,” siger Sonja Miltersen, der er formand for den nystiftede forening, til JydskeVestkysten.

Begejstring hos borgmesteren 

Museumsprojektet møder ikke blot opbakning fra Hans J. Wegners to døtre, men begejstrer også Tønders borgmester, Henrik Frandsen (V).

Han har dog endnu ingen holdning til et eventuelt kommunalt engagement. 

“Wegner er jo absolut en af Tønders mest kendte personligheder, så vi tager imod de her planer med stor glæde,” siger borgmesteren til JydskeVestkysten.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk