TOP

Minister efterlyser idéer hos kulturens aktører

Kulturinteresserede danskere vil i fremtiden kunne tænde for en ny radio- og en ny TV-kanal. Det har ligget fast, siden medieforliget for 2019-2023 blev indgået. Det er til gengæld et åbent spørgsmål, hvad de to kommende kulturkanaler præcis skal indeholde, og kulturminister Mette Bock inviterer derfor aktører fra kulturlivet til et åbent møde i Kulturministeriet på fredag i næste uge.

På mødet kan deltagerne lufte idéer og input til dagsordenen, som tæller temaerne: Brede kulturkanaler eller nichekanaler, programindhold, udbudsvilkår og indtægtsmuligheder samt spørgsmålet om, hvorvidt kanalerne skal udbydes samlet eller hver for sig.

De to nye kulturkanaler bliver sat i verden for at styrke mangfoldigheden og kulturformidlingen i det danske medielandskab. Radiokanalen skal have fokus på kultur – herunder klassisk musik  – og den nye TV-kanal skal både omfatte kultur og folkeoplysning.

Det er planen, at de nye kulturkanaler skal sendes i åbent udbud i løbet af 2019, og at private aktører med de nye kanaler skal have mulighed for at producere nyskabende indhold og afprøve nye formater.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test