TOP

Midtfyns Festival får ny direktør: Successen skal leve videre

I slutningen af maj genopstod Midtfyns Festival, men nu har Sune Vesterlund, som har været direktør for festivalen indtil nu, valgt at gå af. Det skriver fyens.dk.

Den nye direktør Kim Skovby Klint har allerede været en vigtig aktør, da festivalen skulle stables på benene igen, hvor han har været en aktiv del af festivalens arrangørgruppe.

”Nu da Sune (Vesterlund, afgået festivaldirektør, red.) ville hellige sig familien og bestyrelsesarbejdet, så var jeg klar til at tage over. For vi står med en succes på hænderne, og den skal leve videre. Så den synes jeg godt, at jeg kunne gribe,” forklarer den nye festivaldirektør til fyens.dk.

Det var dog ikke helt uden forbehold, at Kim Skovby Klint takkede ja til posten som direktør, han ville gerne sikre sig, at posten ikke skulle ende med at blive et fuldtidsjob ved siden af hans civile arbejde. Derfor har han også insisteret på, at festivalen fortsat skal organiseres, så de er flere om at bære læsset i forhold til at få festivalen til at køre rundt.

Selvom der nu er et direktørskifte i festivalen, holder den nye direktør fast i, at de på festivalen i første omgang beholder den opskrift, der var en succes i sommers.

”Vi holder fast i den linje, som vi har lagt, og vi er ret enige om, at det er den her type festival, vi vil lave. Vi skruer lidt ned for nostalgien, for den historie har vi fortalt. Men vi holder fast i, at det er festivalen fra 1976, som vi gerne vil læne os op ad, siger Kim Skovby Klint til fyens.dk.

Da festivalen genopstod i sommers, gav den et overskud på 200.000 kroner og trak 1900 festivalgæster til festivalpladsen i Ringe.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på natalie@kulturmonitor.dk