TOP

Michael Thouber i åbent brev til Joy Mogensen: “Hvad er konsekvensen, hvis institutionerne ikke lever op til deres ansvar i forhold til ligestillingsloven?”

Kommentar: Kære Joy Mogensen – dejligt, du kom på banen i diskussionen af ulighed i kunst- og kulturmiljøet. At du er imod kønskvoter er ikke nogen overraskelse, da kvoter generelt afvises i det danske politiske miljø.

Jeg går ideologisk heller ikke ind for kvoter. Jeg ser desværre bare ikke andre muligheder, hvis vi i fremtiden ikke stadig skal stå med en kunsthistorie, hvor kvinderne er skrevet ud. Vi har talt om denne ulighed i årtier men meget lidt har desværre ændret sig.

Du foreslår i stedet, at der gøres en særlig indsats for at fremhæve kvindelige forbilleder for kunstnerne. Den tanke kan jeg godt tilslutte mig. For uden kvindelige forbilleder på akademierne og universiteterne, hvem skal den næste generation så spejle sig i?

Du siger samtidig i interviewet i Berlingske, at ”hele Folketinget har pålagt aktørerne at arbejde med ligestilling i kraft af ligestillingsloven”. Det er også rigtigt, men hvis aktørerne – blandt andet de kunstinstitutioner som Kulturministeriet finansierer – ikke lever op til ligestillingsloven, hvad vil ministeren så gøre ved det?

Kan man overhovedet leve af at være kunstner som kvinde

I det seneste halve år, hvor jeg har involveret mig i diskussionen af kønskvoter, er det nemlig det som det kommer ned til: Hvad er konsekvensen, hvis institutionerne ikke lever op til deres ansvar i forhold til ligestillingsloven?

Efter socialdemokratisk forbillede har vi på Kunsthal Charlottenborg sammen med Bikubenfonden oprettet en kaffeklub. Charlottenborgs Kaffeklub er tænkt som stedet, hvor den politiske verden møder kunstmiljøet til en kop kaffe og en åben samtale om visionerne for fremtidens kulturpolitik og kunstneriske dannelse.

Næste møde i kaffeklubben bliver den 22. april kl. 8.30-10, og der skal vi tale om, hvilken værdi kunsten skaber for samfundet, og hvordan vi samtidig sikrer, at kunstnerne får en værdig økonomi ud af deres arbejde?

Og et naturligt spørgsmål i den sammenhæng er, om man overhovedet kan leve af at være kunstner, hvis man er kvinde? De internationale tal peger nemlig desværre på, at det er umådeligt svært at skabe sig en kunstnerisk økonomisk bæredygtig karriere som kvinde.

Jeg ved, at både ordentlige arbejdsforhold og ligestilling altid har ligget Socialdemokratiet på sinde. Det er vel nærmest kernen af socialdemokratisk værdipolitik.

Jeg ved også, at der allerede ligger en invitation til at deltage i Charlottenborgs Kaffeklub til dig i ministeriet. Jeg håber derfor, du finder tid til at stille op, så vi sammen med andre aktører i kunstmiljøet blandt andet kan finde konkrete løsninger på den åbenlyse ulighed som kvindelige kunstnere er udsat for.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Direktør for Kunsthal Charlottenborg