TOP

Michael Falch i åbent brev til statsministeren: “Det er simpelthen en forkert paraply, I har slået op!” 

Åbent brev:

Kære Mette

Mon du har tid til lige at høre nogle af de tanker, vi gør os rundt omkring i musikbranchen, nu hvor I skal til at forhandle fase 4 af genåbningen på plads?

Vi er selvfølgelig fuldt ud klar over, at tiden absolut ikke er inde til at åbne op for tætpakkede sale og ukontrolleret publikumsadfærd, men ligesom andre af mine kolleger beder jeg jer mindeligt om én ting: Drop idéen om, at kulturhuse og spillesteder kan rubriceres under etiketten ‘natteliv’ sammen med diskoteker, barer og natklubber. Det er simpelthen en forkert paraply, I har slået op! 

De koncerter og forestillinger, der for tiden gennemføres i Danmark, fungerer dybt kontrollerede i forhold til alle sikkerhedsanbefalinger. De fleste af dem slutter ved 22-23-tiden, hvor det altså ikke er natteliv, og hvor publikums opførsel end ikke tangerer corona-risikabel, nærgående, grænseoverskridende adfærd. Kulturliv kan ikke bare kaldes ‘natteliv’, og spillestederne er i øvrigt virkelig dygtige i denne omstillingsfase og er meget omhyggelige i forhold til sikkerhed med god brug af frivilligkorps.

Frygter et kulturelt forarmet Danmark

Hvis vi ikke skal vågne op til et 2021/2022, der er kulturelt forarmet med den ene krakkede kulturbastion efter den anden, må kulturhuse og spillesteder nu have helt klare retningslinjer og arbejdsrammer for det kommende efterår – ligesom de i dén grad må sikres yderligere økonomisk hjælp til overlevelse, både til drift og honorering af indhold. 

Jeg håber, at I nu vil lytte til en kollektiv musikbranche – arrangører, bookingbureauer, teknikere, transportfolk, scene- og salspersonale, musikere, sangere og andre slags artister – og vores bøn om at få lidt af det spotlys, I hidtil under corona-krisen ikke ligefrem har ruttet med på os.

Det har virkelig været underligt at registrere, så få gange du selv og dine kolleger konkret har omtalt kulturlivet og dets mulige betydning for identitet og bevidsthed i vores samfund. Som om kultur bare er et luksusgode, vi sådan set sagtens kan gemme til under punktet eventuelt. 

Personligt tager jeg ikke ud på scenerne foreløbig. Men jeg har udsigt til en corona-udsat reunion-turné med Malurt i 2021, og det vil simpelthen ikke være til at bære, hvis vi skal ud at synge ‘Mød mig i Mørket’ i en nation, hvor mange af vores alle sammens elskede koncertsteder – på grund af en delvist forfejlet corona-strategi overfor kulturlivet – risikerer at være lukkede eller lukningstruede, inden vi kommer ud på landevejen igen.

Tak for din tid, og god arbejdslyst. Vi krydser fingre.

Kærlig hilsen fra

Michael Falch, 
sanger og sangskriver

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Sanger og sangskriver