TOP

Michael Bojesen trækker sig fra Statens Kunstfond: “Jeg havde det fulde ledelsesansvar for koret, og det ansvar svigtede jeg”

Michael Bojesen stopper som leder af Statens Kunstfonds bestyrelse og leder af fondens Projektstøtteudvalget for Musik. 

Det sker efter, at Politiken i en artikel fredag stillede skarpt på Michael Bojesens tid som chefdirigent for DR Pigekoret. Her beskriver 12 tidligere sangere i koret et grænseoverskridende og seksualiseret miljø. 

“Sammenfattet lyder kritikken af miljøet fra disse tidligere pigekorsangere: Når man som barn trådte ind i Radiohuset, trådte man samtidig ind i “en oldboysklub” og et “megaseksualiseret miljø”. Man var “Michaels piger”, man følte sig som en del af “et harem” for voksne gæstemusikere, som udsatte teenagepigerne for uopfordret seksuel opmærksomhed. De, der sagde fra, blev mødt med modstand fra ledelsen i DR Pigekoret,” lyder det i artiklen, hvor Michael Bojesen også bliver anklaget for at have sendt grænseoverskridende sms’er til et medlem af koret.

Michael Bojesen var chefdirigent for DR Pigekoret i perioden 2001-2010, og kritikken af miljøet i koret bliver i Politiken bakket op af Pia Boysen, som var leder af DR Børnekoret, mens Michael Bojesen stod i spidsen for DR Pigekoret. 

DR iværksatte den 5. maj i år en advokatundersøgelse af eventuel grænseoverskridende adfærd i koret på baggrund af to henvendelser om sexchikane, der ligger tilbage i tiden. 

Kan ikke genkende alle anklager

Michael Bojesen har meddelt sin retræte i en skriftlig kommentar til pressen. 

“Det har gjort dybt indtryk at læse artiklerne i Politiken om min tid i DR Pigekoret. Selvom artiklen fremkommer med flere anklager, som jeg ikke har haft mulighed for at forsvare mig imod, og som jeg ikke kan genkende, ændrer det ikke ved, at det billede jeg selv har haft om min tid som chefdirigent ikke stemmer overens med flere af sangernes oplevelser. Det gør mig utrolig ondt, og jeg vil gerne sige et oprigtigt undskyld til de sangere, der har haft dårlige oplevelser eller følt sig utrygge i deres tid i koret. Jeg havde det fulde ledelsesansvar for koret, og det ansvar svigtede jeg,” lyder det i kommentaren fra Michael Bojesen. 

Kulturminister Joy Mogensen “tager til efterretning”, at Bojesen har meddelt, at han ønsker at trække sig.

“Jeg vil gerne takke ham for indsatsen i fonden i perioden 2018-2021. Der vil nu blive igangsat en proces med henblik på at finde en ny formand,” lyder det i et skriftligt citat til Ritzau.

“Jeg ønsker ikke, at mit arbejde i de år og min person kaster skygger over det vigtige arbejde, som Statens Kunstfond udfører, og har derfor i dag bedt kulturminister Joy Mogensen om at løse mig fra opgaven som bestyrelsesleder og udvalgsleder for projektstøtteudvalget i musik. Jeg trækker mig dermed fra mine poster i Statens Kunstfond og har ingen yderligere kommentarer,” skriver Michael Bojesen endvidere. 

Bojesen har stået for re-branding af Statens Kunstfond

Statens Kunstfond uddeler årligt over en halv milliard kroner til det danske kunst- og kulturliv. Som bestyrelsesleder for Statens Kunstfond har Michael Bojesen stået for modernisering og re-branding af fonden, hvis arbejde den nu afgående bestyrelsesleder ikke mener har været synligt nok for offentligheden.

“Vi lider meget under fordomme om, at Statens Kunstfond er en lille klub af kulturelitære københavnere, der deler penge ud til sig selv,” har Michael Bojesen tidligere sagt til Kulturmonitor.

Statens Kunstfond har under Michael Bojesens ledelse også justeret strategien i forhold til den grønne omstilling. 

Under coronakrisen har Michael Bojesen flere gange kritiseret politikerne på Christiansborg for at overse kulturlivet. 

“Jeg er skuffet over politikerne i forbindelse med den aktuelle genåbningsfase. Det handler ikke så meget om, at man ikke peger på nogle kunst- og kulturinstitutioner i forbindelse med genåbningen. Det handler om, at man slet ikke nævner kunstområdet,” sagde Michael Bojesen eksempelvis til Kulturmonitor i forbindelse med genåbningen i februar.  

Michael Bojesen har senest været i vælten på grund af Projektstøtteudvalget for Musiks planer om at omlægge støtten til de statslige musikalske grundkurser (MGK), hvilket har affødt kritik fra flere fronter – inklusive kulturminister Joy Mogensen (S), der har understreget, at hun ikke bakker op om udvalgets udspil til omlægning af støtten. 

Ud over sin post som bestyrelsesleder for Statens Kunstfond er Michael Bojesen også ansat som operachef ved Malmø Opera.

Her oplyser bestyrelsesformand Per-Martin Svensson til Politiken, at Michael Bojesen fortsætter og fortsat har bestyrelsens tillid.

Opdatering 6. juni kl 21.47: Skriftlig kommentar fra kulturministeren og fra bestyrelsesformand for Malmø Opera tilføjet. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.