TOP

Mette Tapdrup Mortensen bliver ny museumsleder på Greve Museum og Mosede Fort

Mette Tapdrup Mortensen overtager fra 1. april stillingen som leder af Greve Museum og museet på Mosede Fort, efter ni år som museuminspektør på Kroppedal Museum i Vestskoven. Det skriver Sjællandske Medier.

“Greve Museum og Mosede Fort er stærke, veldrevne og velbesøgte museer. Jeg glæder mig helt utroligt meget til at videreføre stederne i respekt for den gode ånd, der eksisterer. Og til fortsat at vise, hvordan mindre kulturhistoriske museer med stærk lokal forankring kan være fyrtårne i museumslandskabet”, siger Mette Tapdrup Mortensen til Sjællandske Medier og fortsætter:

“Der er mange potentialer for at videreudvikle museerne som rum for møder mellem fortiden og de problemstillinger, der optager et nutidigt publikum. Jeg glæder mig til i samarbejde med ansatte, frivillige og andre samarbejdspartnere at vise, hvordan museer kan spille en væsentlig samfundsrolle som steder, hvor man både kan blive underholdt og udfordret, lære noget nyt og deltage i en konstruktiv dialog om menneskers vilkår og samliv før, nu og i fremtiden.”

Mette Tapdrup Mortensen er kulturhistoriker fra RUC og har Ph.d.-grad fra Dansk Center for Byhistorie. Mette Tapdrup Mortensen overtager stillingen som leder på Greve Museum og museet på Mosede Fort fra Henriette Buus, der gik af i december 2018 efter 15 år ved roret.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen.