TOP

Mette Frederiksen: Danskerne kan måske om få måneder igen mødes og tage til koncerter

På etårsdagen for nedlukningen af Danmark, er statsminister Mette Frederiksen (S) optimistisk i forhold til bekæmpelsen af corona.

Trods de seneste problemer med AstraZeneca-vaccinen, så tror statsministeren, at Danmark om få måneder igen vil være åbent.

“Jeg tror på en sommer med nærmest et normaliseret Danmark. Det tør jeg godt sige i dag, hvis danskerne fortsat lader sig teste og vaccinere,” siger Mette Frederiksen under et besøg på Herlev Hospital torsdag.

Festivalerne er “inden for rækkevidde”

Til TV2 programmet Go’ Morgen Danmark sagde statsministeren torsdag, at hun er “meget optimistisk”, og at blandt andet sommerens festivalprogram er “inden for rækkevidde”.

“Jeg tror på som statsminister, at det er inden for rækkevidde, at vi kan sidde igen og lytte til en koncert, og at der kommer festivaler igen, hvor vi står tæt, og at vi får et kulturliv, der lever. Det tror jeg,” siger Mette Frederiksen til TV2.

Fredag fortsætter regeringen og Folketingets partier forhandlingerne om en langsigtet genåbningsplan. Den ventes at indeholde en skitse til, hvornår restriktionerne skal hæves og i hvilken rækkefølge. Planen skal være forhandlet færdig 23. marts, sagde Mette Frederiksen onsdag.

I forbindelse med sit besøg på Herlev Hospital peger statsministeren på, at danskerne er gode til at lade sig teste, så smittekæderne kan brydes. Samtidig er Danmark blandt de EU-lande, der er længst fremme med at vaccinere befolkningen.

“Det er en forudsætning, at danskerne fortsætter med at lade sig teste og vaccinere,” siger Mette Frederiksen.