TOP

Mediechef hos Nationalmuseet svarer igen på kritik: “Ja, pseudojournalistikken kommer, men ikke fra Nationalmuseets medie”

Debatindlæg: Baggrunden er dyster. En bærende søjle i demokratiet, nemlig journalistikken, er under pres indefra af skumle organisationer med forvrængende kommercielle og politiske interesser, der benytter sig af teknologiens udvikling til at etablere egne medier, hvorfra de kan producere pseudojournalistik, der skal påvirke vores holdninger eller vores forbrug. 

Er det et realistisk scenarie, som medejer og redaktionschef på magasinet Atlas, Alexander Rich Henningsen, på denne måde ruller op i Berlingske lørdag. d. 1. maj? Ja, det mener jeg desværre, det er. Men selvom analysen er vigtig og rigtig, er valget af Nationalmuseets medie Vores Tid som skydeskive misforstået og forfejlet. Det er nemlig heldigvis en del af løsningen, og ikke en del af problemet, når en vidensinstitution som Nationalmuseet etablerer et medie.

Baggrunden er den, hvilket man opdager, når man som jeg lander på Nationalmuseet efter flere år hos Danmarks Radio, at Nationalmuseet som institution sådan set allerede er et medie, der har som nedskrevet formål at gøre os alle sammen klogere på nutiden med udgangspunkt i kulturhistorien. Endda et public service medie, der skal formidle uden at tage hensyn til politiske og økonomiske interesser – kun med respekt for videnskaben og den gode formidling, der åbner publikums øjne.

Har intet med markedsføring at gøre

Men vores hovedformat har gennem 200 år været udstillinger. Og selvom de selvfølgelig fortsat udgør juvelen i vores samling af platforme at udkomme på – er udstillinger samtidig et af de dyreste og langsomste kommunikationsmedier verden har kendt.

Samtidig er det en kommunikationsform, der ganske vist er i rivende udvikling, men trods sine åbenlyse kvaliteter har svært ved at nå ud til alle danskere på tværs af uddannelsesniveau og geografi. Det er et grundlæggende kulturdemografisk problem, som en skattefinansieret kulturinstitution som Nationalmuseet ganske enkelt er nødt til at tage alvorligt. 

Det er på den baggrund, vi har skabt mediet Vores Tid, som netop skal forsøge at formidle til de mange, som ikke besøger vores fysiske besøgssteder. Ikke for at lokke dem til at blive museumsgæster, men fordi vi ønsker at leve op til vores formidlingsforpligtelse – også over for de 20-40-årige uden lange uddannelser på CV’et, som er pressede af job og familie og ofte vælger museerne fra.

Når vi producerer podcasts som ’Verdens Værste År’ om de mørke kapitler i verdenshistorien, ’Magtens Kvinder’ om historiens oversete powerkvinder eller ’Den Yderste Grænse’ om eventyrere og ekspeditioner har det derfor intet med markedsføring af de fysiske udstillinger at gøre – faktisk tværtimod. Vi dykker ned i den kæmpe mængde viden og historier, som der netop ikke er plads til i de fysiske udstillinger. Vi producerer, redigerer og udvælger entydigt efter journalistiske kriterier. Og vi henter medvirkende forskere og formidlere fra mange andre vidensinstitutioner end vores egen.

Det handler ikke om Nationalmuseets udstillinger

På den måde er Nationalmuseets foreløbigt beskedne indtog i medieverdenen mere at sammenligne med DR’s introduktion af webjournalistik for godt 20 år siden eller avisernes stigende brug af videoindslag. Vi udvider simpelthen antallet af platforme for at nå ud til flere, og vi gør det ofte sammen med andre mediehuse som Talk Town/Egmont, Podimo og Loud. Og man kan til sammenligning næppe påstå, at en webnyhed fra DR er pseudojournalistik eller markedsføring, blot fordi den tager udgangspunkt i den viden, som DR samtidig har indsamlet til brug i en dokumentarudsendelse.

Når det er sagt, deler jeg Alexander Rich Henningsens bekymring for, hvad organisationer med egne kommercielle eller politiske interesser kan finde på at udgive som journalistik-lignende indhold på egne platforme, de kalder “medier”. Ligesom jeg også er bekymret for, hvilken indflydelse globale tech-giganter har på den danske produktion og distribution af kvalitetsjournalistik og fiktion, som publicister og public service institutioner indtil nu har varetaget så beundringsværdigt herhjemme.

I den forbindelse ser jeg det faktisk som en del af løsningen på fremtidens medieudfordringer at bygge oven på den indsigt, viden og forskning, der er skabt på de danske museer uden at skele til andre hensyn til oplysning og formidling. Det er derfor, vi i øjeblikket er ved at udvide kredsen bag Vores Tid til at omfatte en langt større kreds af kulturhistoriske museer over hele landet. Her bedrives allerede public service i sin fineste form – og med mediet Vores Tid får vi sammen mulighed for at bringe en større del af den guldgrube ud til publikum for en beskeden ekstraudgift. Det er god public service-økonomi.

Så selvom jeg griber en del af stafetten, sender jeg en god håndfuld tilbage til dig, Alexander: Tjek lige op på både indholdet (vi udgiver i øjeblikket stort set kun podcasts og kan dårligt kaldes et magasin, som du skriver) og afsenderens formidlingsgrundlag, inden du dømmer. Det er også god journalistik. Du vil opdage, at vores podcasts, artikler og videoer slet ikke handler om Nationalmuseet eller vores udstillinger, men om de store spørgsmål i nutiden, vi alle er optaget af: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvor vi skal hen i fremtiden? 

God fornøjelse!

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk

Chef for Nationalmuseets Mediehus Vores Tid.