TOP

Medie: DR underbetalte artister til prisfesten P3 Guld

Da DR i sidste weekend afholdt prisfesten P3 Guld, som blev transmitteret i bedste sendetid, optrådte en række artister som Tessa, Joyce og Patina. Ifølge Politiken fik artisterne 15.000 kroner for indsatsen – et beløb, der er betydeligt lavere end de minimumstariffer, som DR har indgået aftale med Dansk Musiker Forbund (DMF) om. 

Betalingen på 15.000 kroner dækkede løn for tre dage, hvor artisterne arbejdede med forberedelserne til showet i Aalborg samt omkostninger i forbindelse med artisternes optræden –  heriblandt løn til dansere og lydteknikere og udgifter til rekvisitter og effekter på scenen.

Ifølge aftalen mellem DR og DMF skal et band med fem medlemmer som minimum have 17.700 kroner for at optræde mellem nul og fem minutter på tv. Den betaling dækker opstillingsprøve, selve udsendelsen samt fem arbejdstimer. Alt arbejde derover skal som udgangspunkt honoreres med 500 kroner per påbegyndt time for hver enkelt medvirkende. Ved længerevarende engagementer som de tre dage i forbindelse med P3 Guld gives der dog typisk en rabat. 

“Mit bud er, at alle, der optrådte til P3 Guld lørdag, kom ud med et underskud på mellem 20.000 og 100.000 kroner,” siger direktør Jakob Sørensen fra musikselskabet The Bank, som repræsenterer bandet Joyce, til Politiken. 

Alligevel mener Anders Thomsen, der er redaktør i Kultur, Fakta og Dokumentar hos DR, at honoraret er “fair” og finder det ikke problematisk, at beløbet ikke lever op til aftalen med Dansk Musiker Forbund.

“Showet bliver produceret af en ekstern producent og derfor gælder overenskomsten ikke. Vi har som sagt vurderet, at de 15.000 kroner er en fair pris i dette tilfælde. Den gælder i øvrigt også, hvis der kun er én i bandet. Men jeg vil da bestemt ikke udelukke, at vi skal kigge nærmere på dette næste gang,” siger Anders Thomsen til Politiken.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.