TOP

Markante film og bestsellere skaber rekordomsætning for Egmont

Nytårsfortsættet for mediekoncernen Egmont må være at fortsætte de gode resultater i 2019, som selskabet nu kan præsentere for det forgangne år. Det har nemlig været “et stærkt år” for Egmont, der opnåede en rekordstor omsætning på 11,9 milliarder kroner.

Forklaringen på den store fremgang skal findes på en række vækstområder, der blandt andet tæller film og bøger – sammen har de givet mediekoncernen det bedste år nogensinde.

Ifølge en pressemeddelse fra Egmont er det særligt Nordisk Film, som mediekoncernen ejer, der har bidraget positivt til den store fremgang. Gennem 2018 har Nordisk Film nemlig budt på en række store filmsatsninger, der har tiltrukket seere i stor stil.

Det er blandt andet filmatiseringen af børnebogen ‘Ternet Ninja’, der er skrevet af Anders Matthesen, som har hevet den ene efter den anden i de danske biografer, men også film som ‘Journal 64’, ’Lykke-Per’ og ‘Den skyldige’ har været positive for Nordisk Film.

Samtidig har Nordisk Film udvidet deres biografers position i Danmark og Norge, samtidig med nu også at være rykket ind på det svenske marked. Her melder mediekoncernen om et samlet billetsalg på 9 millioner i 2018.

Ifølge Egmont er det dog i høj grad også deres bogforlag, der kan være stolte af resultatet for 2018. Udgivelsen af en række af årets største bestsellere har nemlig også været med til at præge fremgangen.

Det er blandt andet bogforlaget Lindhardt og Ringhof, der har haft grønne tal, hvilket ikke mindst skyldes forlagets digitale tilpasning, samt årets portefølje af bestsellere.

Nytårsfortsæt eller ej, så forventer Steffen Kragh, der er koncernchef ved Egmont, at 2019 og de efterfølgende år vil ride på bølgerne af det forgangne års resultater.

“Jeg er stolt af det gode indhold, vi har skabt i 2018 og glæder mig over, at vores nye områder har vokset sig store. Vi forventer, at vores strategi vil betyde, at væksten fortsætter de kommende år,” skriver han i en pressemeddelse.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.