TOP

Mangler der kvinder i folkeskolens litteraturkanon? Politiske partier er uenige

To kvinder og 12 mænd.

Så skæv er kønsfordelingen i folkeskolens danske litteraturkanon, og det bør der laves om på ifølge et borgerforslag, som tre af Folketingets partier bakker op om. Det skriver Jyllands-Posten.

Det er Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der tilslutter sig borgerforslagets argument om at skabe en mere repræsentativ kønsfordeling blandt de kanoniserede forfattere. Faktisk ser alle tre partier helst kanonen helt afskaffet.

FAKTA

Den danske litteraturs kanon i folkeskolen

• Ludvig Holberg
• Adam Oehlenschläger
• N.F.S. Grundtvig
• St. St. Blicher
• H.C. Andersen
• Herman Bang
• Henrik Pontoppidan
• Johannes V. Jensen
• Martin Andersen Nexø
• Tom Kristensen
• Karen Blixen
• Peter Seeberg
• Tove Ditlevsen
• Henrik Ibsen

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Vis mere

Anderledes entydig er opbakningen til kanonens nuværende udformning og generelle eksistens hos Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Konservative og Venstre.

Ifølge sidstnævntes undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er en kønsmæssig opdatering af kanonlisten “mere kompliceret end som så”.

“Jeg tror, at man går galt i byen, hvis man tror, at en opdatering betyder, at man kan ændre på den kønsbias, der har været historisk set. Der vil altid være en kønsbias historisk set, og det, tror jeg, er vigtigt, at man underviser i. Det kan man ikke kompensere for ved at nyskrive listen,” siger Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk