TOP

Mænd vil have sex og sport, mens kvinder lokkes af mord og kongehuset

Der er stor forskel på, hvad der lokker mænd og kvinder hen til tv-skærmen. 

Det viser den nye undersøgelse ‘Kvinder er fra Kanal 4, mænd er fra TV3 Max‘, som er den del af DR Medieforsknings årlige rapport ‘Medieudviklingen 2019’, der netop er blevet offentliggjort. 

Mænds primære indholdsinteresser kan koges ned til emner som sex, action og sport, mens kvindernes interesser blandt andet er kendte, kongehuset og sundhed. 

Det skinner klart igennem i forhold til de tv-programmer, hvor DR Medieforskning har undersøgt og opgjort seernes køn. Her er det gedigne action-brag som ‘Bourne’ og ‘Rambo: First Blood’, der holder den kvindelige kulturforbruger fra skærmen, mens mændene laver noget andet, når kvinderne ser reality-programmer som ‘Forsidefruer’ og ‘De unge mødre’.

Undersøgelsen viser på samme tid, at der er stor forskel på andelen af henholdsvis mandlige og kvindelige seere på de danske tv-kanaler. Som undersøgelsens navn indikerer, har Kanal 4 en overvejende repræsentation af kvinder, der udgør 68 procent af seerne. I sidste uge var det især film, der var blandt kanalens mest sete programmer, hvor film som ‘The Wedding Date’, ‘I kærlighed og Modgang’ og ‘Bring It On’ toppede listen, viser en opgørelse fra Gallup

Derimod er TV 3 Max klart domineret af mænd, da 75 procent af dens seere er af det mandlige køn. Her er det tydeligt, at mændene kommer for at se sport, da de to mest sete programmer i sidste uge ifølge Gallup var to fodboldkampe fra den bedste række i England.

DR Medieforskning understreger dog samtidig, at sandheden om danskernes mediebrug selvfølgelig er langt mere nuanceret.

Mange tv-programmer ligger faktisk ligeligt fordelt, hvorfor der stadig er meget indhold, der kan samle kønnene foran fjernsynet. 

Eksempelvis har seerne af DR’s populære dramaserie ‘Bedrag III’ en kønsfordeling på 48 procent mænd og 52 procent kvinder, hvilket er den samme kønsfordeling som ‘Alene i Vildmarken’ har. ‘Bedrag III’ formår også at forene kulturforbrugernes indholdsinteresser på tværs af køn, da det indeholder både krimi og mord, som interesserer kvinden, mens DR-serien også er actionfyldt, hvilket tiltrækker den mandlige kulturforbruger.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test