TOP

Louisiana søger om hjælp fra kommunen – kigger ind i underskud på 18 millioner kroner

Før sommerferien søgte Louisiana om fem millioner kroner i driftsstøtte fra Fredensborg Kommune som en hjælp til at reducere coronakrisens negative økonomiske konsekvenser – og blev afvist. 

Nu rækker museet igen ud efter kommunen og søger om at blive fritaget for at betale grundskyld i 2020 og 2021 – en regning, der samlet løber op i 1,4 millioner kroner. Det skriver sn.dk

“Hvad hele 2020 angår, har vi et opdateret estimat, der stipulerer et samlet underskud for året på omkring 18 millioner kroner – til trods for at vi har ansøgt og fået hjælp via de forskellige statslige hjælpepakker. Hvad vi gør ved det forventede underskud for året, ved vi ikke i skrivende stund – bortset fra, at vi fortsat afsøger muligheder og ansøger om al den hjælp vi kan få,” skriver Louisianas økonomidirektør, Carsten Skjødt, i ansøgningen til kommunen. 

Sagen bliver behandlet på et møde mandag, men ifølge sn.dk ligger forvaltningen op til endnu et afslag, da andre museer også vil kunne forvente at blive fritaget for grundskyld, hvis Louisianas ansøgning bliver imødekommet.

Louisiana har tidligere meldt ud, at museet har tabt 4,5 millioner kroner om måneden under nedlukningen og estimeret årets underskud til at havne på små 20 millioner kroner. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.