TOP

Louise Stenstrup stopper som direktør for Dansk Teater

Siden branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Teater blev etableret i midten af 2018, har Louise Stenstrup været direktør for organisationen. Men det er slut.

Louise Stenstrup har ifølge Iscene meddelt Dansk Teaters bestyrelse, at hun ønskede at stoppe, og ifølge Kulturmonitors oplysninger havde hun sidste arbejdsdag i fredags. 

Ifølge Iscene har Louise Stenstrup ønsket flere ressourcer til Dansk Teaters sekretariat, hvilket bestyrelsen ikke har kunnet imødekomme. Udover direktørposten tæller Dansk Teaters sekretariat fire medarbejdere. 

“Jeg skylder hele Dansk Teater i alt fra medlemmer, bestyrelse, samarbejdspartnere og i højeste grad mine dygtige kollegaer en stor TAK! Jeg ser frem til nu at følge det videre arbejde med at få scenekunsten på den offentlige og politiske dagsorden fra sidelinjen,” skriver Louise Stenstrup på Facebook, hvor hun også skriver, at hun nu leder efter en arbejdsplads med lidt flere kræfter. 

Louise Stenstrup har tidligere været kommunikations- og sekretariatschef hos tænketanken Justitia, kommunikationschef for den borgerlige tænketank Cepos, fuldmægtig i Fødevareministeriet og pressemedarbejder i det tidligere Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

Opdateret med oplysninger om, at Louise Stenstrup allerede er fratrådt samt citat fra Facebook. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.