TOP

Lone Scherfig bliver æresborger i italiensk bjergby: “Det er virkelig en glæde, at mine film bliver forstået af så bredt et publikum”

Det har været et godt år for den danske instruktør Lone Scherfig. I starten af året åbnede hun som den første dansker nogensinde Berlin Filmfestival med filmen ‘The Kindness of Strangers’. Og nu er hun blevet udnævnt som æresborger af den italienske by Montone i Italien. Det skriver Det Danske Filminstitut på deres Facebook-side.

Til den officielle ceremoni, der blev foretaget af byens borgmester Mirco Rinaldi, deltog blandt andre den danske ambassadør i Italien, Erik Vilstrup Lorenzen, og en anden æresborger, nemlig den britiske Monty Python-instruktør Terry Gilliam.

Det var en tydelig rørt Lone Scherfig, der fik overrakt æresbeviset, skriver Nordjyske.

“Det er jo en fantastisk ære, og jeg overvejer, hvad jeg kan gøre til gengæld for Montone,” lød det fra den danske instruktør til Nordjyske.

“Det er virkelig en glæde, at mine film bliver forstået af så bredt et publikum. Det viser, at de temaer, jeg tager op, er universelle, og det betyder meget for mig, at mine film også har værdi netop her,” sagde hun til lokalavisen.

I forbindelse med premieren på ‘The Kindness of Strangers’ på Berlin Filmfestival i januarsagde Lone Scherfig til Kulturmonitor, at i takt med at opmærksomheden fra udlandet er blevet større, er forventningspresset vokset tilsvarende.

“Når man har lavet så meget og trods alt har adgang til mennesker, udstyr og ressourcer, så forpligter det også. Jeg skal gøre mig umage, også selvom jeg nogle gange kan blive fristet til at sige ja til en ny film, fordi det virker nemt, eller der er gode penge i det. Jeg har mange kriterier, før jeg går ind i et nyt projekt. Og de kriterier er jeg blevet mere og mere opmærksom på med årene,” sagde hun.

’The Kindness of Stangers’ fik italiensk premiere til Umbria Film Festival i juli i år.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen.