TOP

Løkkes erindringsbog tegner til at blive en bestseller

Mandag er Lars Løkke Rasmussens erindringsbog ‘Om de fleste – og det meste’ kommet på hylderne hos landets boghandlere. Og salget går strygende, lyder det fra boghandlerkæden Bog & idé.

“Vi deler generelt ikke salgstal for specifikke udgivelser. Men vi kan godt sige så meget, at salget går strygende, og at det lige nu er vores bedst sælgende bog. Den kommer til at brage ind på bestsellerlisten i næste uge,” siger kommunikationsansvarlig Julie Brinck-Søjberg fra Indeks Retail A/S, der står bag Bog & idé.

Også hos internetboghandlen Saxo melder PR-koordinator Lærke Jürs om stor interesse for bogen.

“Den ligger lige nu nummer ét på bestsellerlisten for fysiske bøger, nummer to for e-bøger og nummer ét for lydbøger på Saxo.com, og salget i dag ser også allerede meget lovende ud for alle formater,” siger Lærke Jürs.

Overvejende positive anmeldelser

Den tidligere partiformands og forhenværende statsministers bog handler blandt andet om magtspillet på Christiansborg.

Avisernes anmeldere er overvejende positive over for bogens kvaliteter.

Berlingskes anmelder, Jarl Cordua, mener, at bogen tegner til at blive “dette års helt store politiske bogudgivelse,” og giver den fem ud af seks stjerner.

Også Politikens chefredaktør, Christian Jensen, giver bogen fem ud af seks hjerter.

Jyllands-Postens anmelder giver bogen fire ud af seks stjerner og ser bogen som én lang jobansøgning, der skal kvalificere Løkke til en politisk genfødsel.

Informations anmelder, Lars Trier Mogensen, mener, at bogen er præget af for meget selvmedlidenhed.

“Hævntørsten raser retningsløst rundt i Lars Løkke Rasmussen nye erindringsbog, hvor han fremstiller sig selv som et miskendt geni, der er blevet forrådt af sine nærmeste,” skriver han.

‘Om de fleste – og det meste’ udkommer på Politikens Forlag.