TOP

Live Nation køber dansk bookingagentur

Live Nation Entertainment har købt det danske booking- og artistmanagement agentur, PDH Music. Det meddeler den internationale aktør, som er en af verdens største producenter og formidlere af live-musik og begivenheder, i en pressemeddelelse.

“Denne aftale udvider det allerede succesrige forhold, som PDH Music har haft med Live Nation de seneste år,” udtaler direktør for PDH Music, Henrik Seifert, i en pressemeddelelse og uddyber:

“Live Nation har den globale rækkevidde og infrastruktur til yderligere at styrke PDH Music, og PDH Music har en roster af lokale kunstnere, som Live Nation er dedikeret til at investere i og udvikle. Det er et match made in heaven, og vi er spændte på vores fremtid sammen.”

Jesper Christensen, administrerende direktør for Live Nation Danmark, har kendt PDH Musics grundlæggere Micky Pramming og Henrik Seifert i mange år.

“De er gode mennesker, der har en dyb kærlighed til livemusikken, og jeg er begejstret over den energi, de vil bringe til Live Nation Danmark,” siger Jesper Christensen.

I løbet af det næste år forlader PDH Music deres nuværende lokaler på Østerbro og flytter ind hos Live Nation på Frederiksberg. Henrik Seifert, Micky Pramming og resten af PDH Music-holdet fortsætter under PDH Music-brandet som en del af Live Nation Danmark.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.