TOP

Litteraturorganisation: For få danske kommuner vil huse forfulgte forfattere

Når en forfatter er forfulgt i sit hjemland, er det en selvfølgelighed, at vi som land kan tage imod denne og give personen tag over hovedet i et miljø, der ikke er præget af utryghed og begrænsning af ytringsfriheden. Det er ligefrem en mulighed for at slå et slag for den og fremme den.

Derfor er det også beklageligt, at der er faldende opbakning blandt landets kommuner til den danske fribyordning, der har til formål at huse forfulgte forfattere, hvis ytringsfrihed bliver indskrænket i eget hjemland.

Det mener organisationen Dansk Pen, der arbejder for at styrke ytringsfriheden blandt forfattere. Derfor beklager de sig over, at for få danske kommuner melder deres byer til at være såkaldte fribyer under den internationale fribyordning Icorn. Det skriver Jyllands-Posten.

Ud over den utilstrækkelige tilslutning til ordningen er tre af seks kommuner sprunget fra, mens der endnu ikke er kommet nye til. I dag er det kun Helsingør, København og Aarhus, der er med i fribyordningen, som Dansk Pen koordinerer i Danmark.

Økonomi

Ifølge Mille Rode, der er generalsekretær i Dansk Pen, handler det i høj grad om økonomi, når de danske kommuner vender ordningen ryggen.

“Vi har henvendt os til rigtig mange kommuner, vi har foreslået, at hvis de synes, det var for dyrt, kunne de slå sig sammen i regioner eller større områder og være flere om det. Men hver gang strander det på økonomi,” siger hun til Jyllands-Posten.

Det anerkendes hos Aalborg Kommune, der er en af de mange danske kommuner, som siden 2009, hvor fribyordningen med 1,2 millioner kroner i ryggen fra regeringen blev etableret, har takket nej til at være friby. Et nej tak, der sandsynligvis forbliver et nej tak.

“Vi mener ikke, det er noget, som bør prioriteres i et stramt kommunalt kulturbudget, men nærmere noget, som skal støttes fra statsligt niveau,” siger Mads Duedahl (V), der er sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune, til Jyllands-Posten.

Dansk Pen ønsker, at private virksomheder og interesseorganisationer tager del i arbejdet med at understøtte forfatteres ytringsfrihed. Med Den Internationale Højskole i Helsingør Kommune som eksempel på en institution, der har lagt hus til en forfatter, opfordrer de andre til at at gøre det samme.

Det langsigtede håb er, at Danmark nærmer sig vores naboland Sverige, der, med hele 24 fribyer, er det land, der har fået størst succes med fribyordningen Icorn.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test