TOP

Litteraturfestival i Aalborg vil være national event

Litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg har succes i det nordjyske, men ambitionerne er større. Ifølge projektleder for festivalen, Ove Hesselbjerg Rasmussen, så vil den største succes for festivalen være, hvis den bliver en national begivenhed. Det skriver Nordjyske.

Men for at nå dertil er det ifølge ledelsen ikke nødvendigvis flere publikummer, der skal til. Besøgstallet har de seneste år ligget omkring de 8.000, og selvom der ifølge Ove Hesselbjerg Rasmussen er plads til flere, så har man fokus andre steder.

“Det er fortsat kvaliteten, der skal være i højsædet, men vi vil gerne have, at så mange som muligt kender os,” siger Ove Hesselbjerg Rasmussen til avisen.

Han mener, at Ordkraft generelt ligger på et højt niveau i forhold til andre festivaler inden for samme kategori.

“Vi er kendt for at være en festival med egen redaktionel ledelse, vi bestemmer selv, hvilke forfattere, der skal komme, og vi er super opmærksomme på vores meget forskellige brugergrupper,” lyder det. 

I år har Ordkraft modtaget 100.000 kr. fra Statens Kunstfond til den såkaldte generatorscene, hvor der eksperimenteres med nye formater. Samtidig har man indledt et samarbejde med Gyldendals Bogklubber for at få mere national opmærksomhed. 

Politikere vil have Harry Potter
Hos politikerne i Aalborg er man også glade for den lokale litteraturfestival og har givet den en central placering i kommunens nye eventstrategi, der skal skærpe fokus både nationalt og internationalt på Aalborg som en voksende og vital kulturby.

“Ordkraft er et klasseeksempel på det, vi søger efter, nemlig events der står tydeligt i både Danmark og internationalt. Der er både plads til det populære og til at gå i dybden med temaer over flere dage,” siger kulturrådmand Mads Duedahl (V) til Nordjyske og afslører, at drømmen er, at Ordkraft en dag vil have Harry Potter-forfatter, J.K. Rowling øverst på plakaten.

I år finder Ordkraft sted 11.-13. april

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk