TOP

Lindhardt og Ringhof afviser Amazon-ejet boghandler: “Vi har et ansvar over for vores forfattere”

I maj indgik Danmarks største forlag, Gyldendal, en aftale med den Amazon-ejede onlineboghandel Book Depository, der nu altså må købe og videresælge Gyldendals papirbøger på sin internationale webshop for printbøger.

Ifølge Mediawatch har Book Depository også rakt ud til Danmarks næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, men her er forespørgslen om en samarbejdsaftale blevet afvist.

“Vi har ret definitivt afvist den, fordi den ligger temmelig langt fra, hvordan vi ser os selv have samhandel med andre. Vi har et ansvar over for vores forfattere og er i samme båd som dem, så hvis ikke de får fornuftig afregning, går det både ud over dem og over os selv. Det er det sidste, som må ske,” siger Lars Boesgaard, der også er formand i interesseorganisationen Danske Forlag, til Mediawatch. 

“En ny og effektiv salgskanal”

Til Berlingske har Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, tidligere beskrevet, hvordan Amazons nærmende indtog i Danmark kan det være en fordel for et stort forlag som Gyldendal.

“Det vil give os en ny og effektiv salgskanal, der kan få vores bøger ud til så mange mennesker som muligt. Erfaringer fra blandt andet England, viser, at de store forlag faktisk tjener penge på det,” sagde Morten Hesseldahl sidste år til Berlingske.

Det er endnu uvist, hvornår Amazon konkret rykker ind i Danmark, men den enorme e-handelsplatformen har bekræftet, at den snart åbner i Sverige.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk