TOP

Liberal Alliance har forladt forhandlinger om coronahjælp – løfter sløret for status på kulturområdet

Rettelse: Følgende citat fra Alex Vanopslaghs Facebook-profil fremgik tidligere af artiklen:  “Og der forlænges ordninger særligt for kulturinstitutioner, som får mere end 50 procent i offentligt tilskud. Ja, den er god nok – en særlig hjælpepakke til nødlidende kulturinstitutioner – men kun for dem, der i forvejen får mere end 50 procent af deres indtægter fra offentlige tilskud!”. Kulturmonitor erfarer, at dette ikke er korrekt. De ordninger, der forhandles er bredere dækkende end omtalt herover. 

De politiske partier forhandler netop nu om nye corona hjælpepakker – heriblandt til kulturlivet. Men ét parti sidder ikke ved bordet i Erhvervsministeriet, hvor forhandlingerne foregår.

Liberal Alliance forlod torsdag aften forhandlingerne, og partileder Alex Vanopslagh gik herefter ud på sociale medier med sit syn – samt en status – på de politiske forhandlinger. 

Ifølge Alex Vanopslagh ser det ud til, at der vil blive afsat 200 millioner kroner til at få mere gang i kulturen, “så der kommer direkte tilskud til arrangører af koncerter, biografer m.v.,” som han skriver på Facebook, hvor han helt helt overordnet konkluderer følgende: 

“Desværre giver man ikke en bedre hjælp til dem, der har brug for det, men finder i stedet penge til nye puljer til pjat og pjank.”

Det ser dermed ud til, at ny coronahjælp til kulturen lander et sted mellem den aktivitetspulje på 100 milllioner kroner, som der ifølge et lækket notat blev lagt op til forud for forhandlinger, og de 400 millioner kroner, som Venstre har ytret ønske om, mens en række andre partier også har meldt ud, at de ønskede flere penge til kulturen. 

Ifølge Kulturministeriet er der udbetalt omkring 1,6 milliarder kroner til kulturlivet fra hjælpepakker på nuværende tidspunkt. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.