TOP

Leonora Christina Skov får De Gyldne Laurbær: “Det er en ganske markant sejr”

Forfatter Leonora Christina Skov får De Gyldne Laurbær for romanen ‘Den der lever stille’, som tager udgangspunkt i hendes egen opvækst i en dysfunktionel familie.

Det er boghandlerne, der ved afstemning afgør, hvem der får prisen.

“Leonora Christina Skov fik godt 60 procent af boghandlernes stemmer, så det er en ganske markant sejr,” siger formand for De Gyldne Laurbær, Kenneth Frank Pedersen, til Kulturmonitor.

‘Den der lever stille’ udkom for godt et år siden.

“Det er glædeligt, at prisen går til en bog, der er så forholdsvis gammel. I dag har bøger jo en meget kort levetid i folks bevidsthed, så det viser noget om bogens kvaliteter, når så mange boghandlerne stemmer på den nu,” siger Kenneth Frank Pedersen og fremhæver ‘Den der lever stille’ som en rigtig boghandlerbog:

“Den fik lov at leve længe hos boghandlerne, før supermarkederne fik øje på den. Det betyder, at boghandlerne har haft mulighed for at sælge den til en fair pris, før de skulle konkurrere med supermarkederne. Derudover er Leonora Christina Skov en rigtig boghandlerforfatter, der tager ud og signerer bøger og holder foredrag, og det er noget, som boghandlerne godt kan lide.”

Med prisen følger et gavekort på 2.500 kroner og en fest, hvor modtageren bliver laurbærkranset og er centrum for forskellige faste taler.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test