TOP

Lektor: Kulturpolitik bliver i stigende grad en samtale bag lukkede døre

Den offentlige samtale om kunst og kultur risikerer at blive skjult, fordi fondenes indflydelse på dansk kulturliv vokser. Det skriver Information i artikelserien ‘De magtfulde kulturfonde’. 

“Deres (fondene, red.) indflydelse gør, at kulturpolitikken i stigende grad bliver en samtale bag lukkede døre mellem på den ene side de filantropiske fonde og på den anden kommunerne og deres embedsmænd og politikere – uden at civilsamfundet inddrages,” siger Peter Duelund, der er leder af Nordisk Kultur Institut og lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet, til Information. 

Peter Duelund mener, at man i dag kan tale om, at kulturen bliver refeudaliseret, hvor kunst og kultur bliver iscenesat som en legitimering af magt.

“Der er risiko for, at den nye symbiose med filantropisk fondsfinansiering vender tilbage til en iscenesættelse af kunst og kultur, hvor folket ikke har noget at skulle have sagt,” siger Peter Duelund i Information, hvor han også argumenterer for, at fonde i Danmark –  i lighed med Tyskland – som kompensation for skattefritagelse skal pålægges at udgive årlige rapporter om, hvad de har støttet, og hvad deres motivation har været:

“Fondenes donationer er jo skattefritaget, som alt andet lige betyder, at vi alle som skatteborgere er med til at betale for den fondsfinansierede filantropi. Det skattebidrag, der bliver unddraget samfundet, skal vi andre betale, fordi samfundsbudgettet skal løbe rundt.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.