TOP

Lektor i litteratur: Mange små forlag vil dø, hvis de ikke har en klar profil

Den danske forlagsbranche fortsætter med at knopskyde med nye små forlag. Alene inden for de seneste tre måneder har tre nye forlag budt ind på markedet, men de går en hård tid i møde, hvis de ikke har en klar profil. Det siger lektor i litteratur, Lars Handesten, fra Syddansk Universitet til Kristeligt Dagblad.

”Der kommer hele tiden nye forlag til, og generelt får de sværere og sværere ved at afsætte deres bøger. Men der åbner stadigvæk flere forlag, end der lukker, så nogle klarer jo skærene. Jo tydeligere profilen er, jo nemmere er det at markedsføre sig og dermed få sine bøger udbredt,” siger Lars Handesten, der blandt andet har skrevet bogen ‘Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt’ og står også bag Slots- og Kulturstyrelsens rapport ‘Forandringer i forlagsbranchen’.

De tre nye forlag på det danske marked er Epilog, Grønningen 1 og Forlaget Feldtfos. Sidstnævnte har specialiseret sig i udgivelse af australsk litteratur, hvilket netop er sådan en profil, der ifølge Lars Handesten måske kan sikre overlevelse på et hårdt marked. Han bifalder dog generelt udviklingen og mener, det er vigtigt for litteraturen, at de mange små forlag bliver ved med at prøve at finde deres plads.

”De udgiver bøger, som ellers ikke ville være kommet på markedet. Der er meget udenlandsk litteratur, som de store forlag ikke vil binde an med, fordi der sælges så forsvindende få eksemplarer, at der simpelthen ikke er forretning i det,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test