TOP

Leder til Bibliografen i Bagsværd

Gladsaxe Bibliotekerne søger ikke bare leder af Bibliografen i Bagsværd. Vi søger dig! Hvis du er typen, der både kan gå forrest og tør at stille dig bag andre. Hvis du kan lytte til dine medarbejdere, snakke med dine kolleger og tale Gladsaxe og det lokale erhvervsliv op. Og hvis du elsker kulturen, som kan opleves i og mellem biograf og bibliotek.

Bibliografen i Bagsværd er en fantastisk kulturinstitution og kulturelt samlingspunkt med kombineret biograf- og bibliotek, som også har fantastiske kulturtilbud som jazzkoncerter, teater, højtlæsning og udstillinger. Plus alt det der følger med af lokale initiativer, erhvervssamarbejder og formidling på næsten alle planer – og her skal vi bruge en ny leder af huset.

Vi har brug for et menneske, som både kan være med til at tegne Bibliografen udadtil, samarbejde til alle sider og være en vigtig medspiller ind i organisationen Gladsaxe Bibliotekerne.

Kan du motivere og lede medarbejdere med stærke fagligheder, dyb viden og stort engagement?

Kender du og kan navigere i biografverdenen?

Kan du inddrage borgerne, erhvervs- og foreningslivet lokalt – og stadig både tage ind og se ud i en stærk verden af litteratur, kultur, film og oplevelser?

Kort sagt: kan du nå ud over hylderne og brænde igennem lærredet?

Det er mange krav, men vi lover dig også mange muligheder. Udover to biografsale og et smukt bibliotek, så får du ansvaret for dygtige medarbejdere, chancen for at markere et helt særligt kulturtilbud i Storkøbenhavn og en organisation i ryggen, som vil udvikling og mening.

Til daglig vil du både sikre dit budget og vagtplaner, være nærværende for dine medarbejdere, udvikle nye tiltag lokalt med borgere og erhvervsliv, sparre med dine dygtige lederkolleger, få en snak med pressen om en ny udstilling, forfatterarrangement eller snigpremiere på den nye storfilm af din yndlingsinstruktør.

Det betyder, at du også skal være fagligt dygtig, og vi drømmer om, at du kommer med følgende kompetencer:

  • Du har ledelseserfaring og kan lede på såvel kommercielle som ikkekommercielle betingelser
  • Du kan motivere og engagere dine medarbejdere, og du har en nærværende og anerkendende ledelsesstil
  • Du kan sætte forskellige fagligheder i spil og udnytte personlige kompetencer i udviklingen af Bibliografen
  • Du har viden om film og erfaring med biografdrift
  • Du har kendskab til biblioteksområdet og visioner for hvordan de to tilbud kan spille sammen og supplere hinanden
  • Du har viden om markedsføring og økonomi i bred forstand og ejer en god portion købmandsskab
  • Kort sagt – du er et menneske, der har mod på og energi til at løfte og udvikle et spændende kulturtilbud og de forskellige ansatte.

Stillingen

Du får ansvaret for ledelsen af Bibliografen, herunder personaleledelse og for det budget, der knytter sig til biografdriften. Du får reference til bibliotekschefen og indgår i bibliotekets samlede ledelse.

Løn

Løn efter gældende overenskomst

Flere oplysninger

om stillingen og Bibliografen kan fås hos bibliotekschef Jakob Guillois Lærkes, telefon 29 12 87 58, mail: jakobl@gladsaxe.dk

Ansøgning

Send din ansøgning via stillingsopslaget på www.gladsaxe.dk senest 21. oktober 2020.

Om Bibliografen

Bibliografen er på en gang et kulturhus, et bibliotek og en kommerciel biograf.

Der er tale om et integreret tilbud med fælles medarbejdere og lokaler. Den er en del af Gladsaxe Bibliotekerne og således en del af det samlede biblioteks- og kulturtilbud i Gladsaxe.

Bibliografen er en premierebiograf med 2 biografsale.

Udover de daglige filmforestillinger afholdes der en lang række arrangementer og workshops, blandt andet i samarbejde med skoler, institutioner, ældreindsats og andre kommunale tilbud.

I Bibliografen er der en betjent tid, hvor borgerne kan få hjælp i biblioteksfaglige spørgsmål, men biblioteket kan benyttes i hele Bibliografens åbningstid.

Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der har indarbejdet FN’s verdensmål i alt, hvad vi gør. Med verdensmålene som ramme arbejder vi for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed og grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt.

Du kan læse mere om vores arbejde med FNs verdensmål i Gladsaxestrategien.

I Gladsaxe Kommune har vi røgfri arbejdstid.

Det digitale nyhedsmedie Kulturmonitor sætter hver dag spot på dagsordenen i kulturbranchen og leverer nyheder, debatindlæg og analyser om områderne film, scene, kunst, musik, litteratur og kulturpolitik.