TOP

Lars Hamann: Dansk kunst- og kulturliv bør omfavne periferiens innovative kræfter

Debatindlæg: I disse corona-tider higer vi alle efter nytænkning. I erhvervslivet kigger man således længselsfuldt på Simon Kollerup, mens kulturlivet med skiftende grimasser går til Joy Mogensen i håbet om, at hun kan være redningskvinden, som kunstnerne og kulturaktørerne har brug for.

Men er det i magtens centrum, vi med rimelighed kan forvente, at nytænkningen finder sted?

Lad os kigge nærmere på dette spørgsmål ved at gå tilbage i tiden og gøre holdt ved Asger Jorns berømte mantra:

”Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå.”

Det tjente ham godt, dét mantra, for i dag betragter vi ham som en af det 20. århundredes største danske kunstnere – hvis ikke endda den allerstørste. Det danske kunst- og kulturliv kan lære en masse af Jorn og hans udsøgte fornemmelse for, hvordan man frembringer værker og oplevelser, som både er autentiske og nyskabende. Det er netop, når kunstnere og kulturaktører går til yderligheder og placerer sig selv i periferien, at nyskabelserne opstår. Når ukendt land betrædes, akkompagneres resultaterne generelt også af den evigt efterspurgte autenticitet, fordi man ikke blot kan gøre som man plejer eller følge i andres fodspor.

Værdien  af periferien

Ingen har nogensinde lavet en kopi med en forhåbning om at fremstå autentisk eller nyskabende. Tværtimod handler gengivelsens kunst slet ikke om at skabe kunst, men om at genskabe det, som allerede har bevist sig selv som værende i stand til at give gode resultater. Typisk på den økonomiske eller brandingmæssige front.

Jorns pointe om værdien af periferien er imidlertid ikke forbeholdt kunsten og kulturens verden. Den holder også stik på samfundsmæssigt niveau. Det er netop aldrig i magtens centrum, at de ægte nyskabelser opstår.

Det ser vi i øjeblikket med den verdensomspændende Black Lives Matter- bevægelse, som ikke ligefrem er blevet fremelsket af dem, der allerede sidder på magten. Vi har også set det med #MeToo-bevægelsen, der heller ikke kan siges at være opstået, fordi diverse magtfulde mænd frivilligt indså, at de havde handlet foragteligt.

På samme måde har vi set en tilsvarende mekanisme gentage sig selv gang på gang gennem historien, når arbejdere, kvinder, homoseksuelle og en lang række andre grupperinger har skullet tilkæmpe sig deres velfortjente rettigheder: De er aldrig frivilligt blevet tildelt disse rettigheder af magthaverne. I stedet har de skullet overvinde marginaliseringen – eller ligefrem undertrykkelsen – før rettighederne kom helt eller delvist i hus.

Det starter derude og ender med at blive taget for givet

I kunstens verden er alverdens skelsættende udtryksformer tilsvarende startet i periferien. Det gælder eksempelvis rockmusikken, som vi i dag tager fuldt ud for givet. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan The Beatles i begyndelsen vakte både bekymring og foragt hos forældregenerationen i de tidligere 60’ere.

Et andet eksempel hiphop og hele streetkulturen, som i dag er blevet så mainstream, at man uden videre kan annektere den via bøjlerne i alverdens tjekkede butikker. Oprindeligt var streetkulturen imidlertid kontroversiel, og iførte man sig det rette look, kunne omverdenen med rette antage, at man stod i opposition til magthaverne. Sådan forholder det sig ikke ligefrem længere. En tilsvarende historie kan naturligvis fortælles om punk. Der er ikke ret meget, der er mindre punk end at købe sin Ramones-t-shirt i H&M.

Alt dette skaber imidlertid et dilemma for alle de offentlige aktører, der gerne vil bidrage til kunsten og kulturens udvikling: For hvis den nyskabende og autentiske kunst og kultur udelukkende opstår i periferien, kan man så overhovedet gøre andet, end bare at lade den opstå af sig selv – helt uden det offentliges velmenende indblanding?

Det korte svar er ja.

Men man kan naturligvis ikke sætte kreativitet og innovation på formel, og som offentlig aktør – hvad enten vi snakker Kulturministeriet eller en kommune – bør man til hver en tid afholde sig fra at spænde kunstnere og kulturaktører foran en vogn med en foruddefineret destination. Det er ganske enkelt naturstridigt for kreative hoveder at blive pålagt at frembringe et bestemt resultat.

Det, som man imidlertid kan gøre, er at skabe de bedst mulige rammer for nytænkning og kunstneriske udfoldelser. Det gælder naturligvis de fysiske omgivelser, men det handler lige så meget om de økonomiske og tidsmæssige vilkår.

Man kan ikke piske en kunstner til at frembringe et mesterværk, men man kan godt etablere omstændigheder, der gør det mere sandsynligt, at noget mesterligt vil opstå. Selvfølgelig er der aldrig nogen garantier i kunstens verden. Men der er altid basis for at forbedre de givne odds.

Skab rammerne for kunsten

Med festivalen LESS, som finder sted fra den 18. september til 4. oktober, forsøger vi i Viborg at skabe netop en sådan ramme. I makroformat endda, for det er hele byrummet, der bliver taget i brug.

Både Viborg Kommune, Den Jyske Kunstfond og Kulturregion Østjysk Vækstbånd yder alle kærkommen økonomisk opbakning til festivalen, og kommunen har naturligvis givet tilladelse til denne kunstneriske anvendelse af byrummet.

Den kunstneriske leder er imidlertid ukrainske Sergei Sviatchenko, mens festivalen kurateres af britiske Faye Dowling. Det, at festivalen føres an af to internationale profiler, vil måske klinge skævt i nogle danskeres ører. Men det er netop en afgørende del af konceptet, at Viborg – hvor stolte vi end er af vores by – i forhold til det internationale kunstmiljø må siges at være placeret i periferien.

Som ramme er Viborg således langt mere frisættende end det, som store kunst- og modemetropoler rundt om i verden kan tilbyde. Med andre ord: Viborg sikrer de deltagende kunstnere bedre odds for at frembringe noget originalt, autentisk og mesterligt end eksempelvis de odds, som Paris, London eller New York havde kunnet levere.

Tænk nyt og og gør det hele stærkere

Samtidig er LESS et eksempel på den form for liv i bymidten, som Viborgs borgmester Ulrik Wilbek plæderede for i en kronik i Jyllands-Posten sidste år. Han argumenterede for, at ”alle funktioner – herunder handelsmuligheder, infrastruktur og oplevelser – understøtter hinanden og gør hinanden stærkere.”

Hvis vi ikke gentænker vores bymidter, men insisterer på, at detailhandelen skal være den primære tiltrækningskraft, løber vi en stor risiko.

”I korte træk er der risiko for, at butiksdøden ikke blot vil betyde færre butikker, men også markant mindre liv i vores byer,” forklarede Wilbek.

Derudover imødekommer LESS også Erhvervsministeriets netop lancerede ’partnerskab for levende bymidter’, som har til formål at sætte fokus på fastholdelsen af levende bymidter i Danmarks mange mindre og mellemstore byer. Som ministeriet selv har formuleret det: ”Levende og attraktive bymidter

er naturlige samlingspunkter for både erhvervsdrivende og borgere, og det skal de blive ved med at være.”

Øget liv og attraktionsværdi er lige præcis det, som LESS søger at opnå med den kunstneriske revitalisering af Viborgs historiske bymidte.

LESS er selvfølgelig blot ét eksempel på den omfavnelse af periferiens innovative kræfter, som burde dominere dansk kunst- og kulturliv.

Hvis nyskabelsen og autenticiteten tilsammen udgør det ideal, som enhver kunstner og kulturaktør ønsker at efterstræbe, er der kun én vej fremad: Med magtens centrum i ryggen og med kurs mod periferien. For det er dér fremtiden ligger.

Ikke hos Kollerup og Mogensen eller andre centralt placerede bureaukrater.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Lars Hamann er projektleder for LESS Festival of Contemporary Collage