TOP

Kunstværker bliver flyttet fra Kunstakademiet af frygt for hærværk

Efter at en buste af Frederik V i forrige uge blev ødelagt og smidt i havnen, har Akademiraadet af frygt for hærværk besluttet at flytte flere historiske og værdifulde kunstværker fra Det Kgl. Danske Kunstakademi til mere sikre placeringer. Det skriver Politiken

Det sker efter, at en anonym studerende i Berlingske bekendtgør, at “vi er slet ikke færdige” og blandt andet udtaler:

“Det handler ikke om kunst, vi ikke kan lide. Det handler om de statuer, der er sat op for at vise magt. Dem vil vi nedrive. Ned med dem alle! Ned med alle de kolonister, som hver eneste dag, når vi kommer til denne bygning, minder os om, at de har udøvet magt over os. Det er ikke en påmindelse, vi har brug for. Vi har brug for at blive mindet om, at vi skal møde den slags med modstand.”

Flytningen involverer to store malerier af henholdsvis C.G. Kratzenstein Stub fra 1814 og Anthon Christoffer Rüde fra 1779 samt fire buster fra 1800-tallet.

“Vi er ansvarlige for kunstsamlingen, og når man så kan læse i en avis, at der er en kunststuderende, der udtaler, at de ikke er færdige med at ødelægge værker, så rykker vi meget hurtigt. Vi går ikke og mistænker de studerende, men vi kan heller ikke være blinde for det, der foregår, og det er vi nødt til at handle på,” siger Birgitte Jahn, der er akademisekretær i Akademiraadet, til Politiken. 

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra hverken Kunstakademiets rektor, Kirsten Langkilde, eller kulturminister Joy Mogensen (S). 

Dansk Folkepartis kulturordfører Morten Messerschmidt, der beskriver situationen på Kunstakademiet som “fuldstændig vanvittig”, har til gengæld en meget konkret idé og foreslår, at akademiet bliver sat under administration direkte under kulturministeren.

“Så må hun sørge for at få rettet op og sikret, at undervisere og studerende har en opbyggelig tilgang til kunsten og ikke en destruktiv. Og dem, der ikke har det, må ryge ud,” siger Morten Messerschmidt til Politiken.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.