TOP

Kunstnerisk leder stopper for at lave kunst på fuldtid

Henrik Godsk har i snart seks år jongleret med jobbet som kunstnerisk leder på Kunstbygningen i Vrå og at være praktiserende billedkunstner.

Fra årets udgang stopper han som leder for at give sig fuldt ud til sin egen kunstneriske karriere. Det skriver Nordjyske. 

I de senere har han haft succes med udstillinger i Melbourne og Sydney, og hans værker går som varmt brød i Nordjylland.

Henrik Godsk føler, at han har haft to fuldtidsjobs på en gang, men har samtidig prioriteret jobbet i kunstbygningen højst.

“Men hvis min egen kunst for alvor skal helt ud over rampen, har jeg brug for mere tid til at skabe den. Der er ligesom ikke så meget at snakke om. Jeg må springe ud i det og fokusere helt og fuldt på min egen kunst,” forklarer han til lokalavisen. 

Kunstbygningen i Vrå er en del af JCE Biennalen, som er blevet vist hvert andet år siden 2000 og turnerer rundt i syv europæiske lande. Hvert land udvælger otte kunstnere under 40 år, som skal deltage i biennalen. Til april-maj næste år kommer biennalen til Vrå, hvor Henrik Godsk skal bidrage som kurator. 

Den kunstneriske leder ser i Nordjyske tilbage på sit virke som leder for Kunstbygningen i Vrå. Her fremhæver han, hvordan han har formået at lade generationer af kunstnere interagere med hinanden.

“Det betyder, at jeg har arrangeret mange udstillinger med generationsmøder mellem de mere traditionelle, meget etableret kunstnere, der på forskellig vis er tilknyttet kunstbygningen, og så den unge samtidskunst. Disse kunstneriske dialoger og møder har været meget spændende. At se, at det faktisk godt kan lade sig gøre at lade generationerne mødet, fordi det ikker er, hvad man normalt gør. Oftest er kunsten opdelt i lejre,” siger han. 

Han stopper som kunstnerisk leder ved årets udgang. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk