TOP

Kunstner: “Skønheden vil på en eller anden måde redde os fra alt dette”

Kommentar: Da jeg var 10 år og gik på nonnernes skole i Syditalien og endnu ikke havde nogen eksistentiel tvivl, var det eneste spørgsmål, som jeg blev ved med at stille mig selv: Hvis vi virkelig tror på et liv efter døden, hvorfor er vi så bange for at dø?

Jeg har aldrig fundet et tilfredsstillende svar. Jeg troede derfor, på trods af min hyper-religiøse barndom, at jeg ikke kunne tro på et liv efter døden, men jeg har altid med stor respekt anerkendt alle andres frihed til at tro på det. Jeg vil endda sige med stor beundring for evnen hos dem, der tror på at kunne overskride virkeligheden.

Da jeg var dreng, plejede jeg at forestille mig, at den eneste acceptable forklaring var, at Gud kommunikerer med os, men vi kan aldrig forstå den guddommelige plan. Da jeg gik ud af nonnernes skole, holdt jeg op med at tænke på det.

Jeg husker ikke mere, om det var manglende tro, afvisning, rent instinkt eller personligt oprør. Jeg opdagede i stedet min uendelige tro på kunst som et håndgribeligt guddommeligt tegn, såvel på Jorden som i himlen. Og med det vokser jeg i hele mit liv op med denne eneste trosbekendelse: at stræbe efter skønhed gennem kunst.

I det øjeblik, da en virus uventet landede på Jorden og gjorde os forståelig at verden er i akut fare – eller for andre, der tror på hypotesen om en international konspiration – føler jeg, at Gud efter så mange år taler til mig igen. Fra den dreng i nonnernes skole i Syditalien til manden midt i 30-erne i en jysk provins.

Vejen til helvede er allerede brolagt

Jeg kan stadig ikke se tegnene helt præcist, men jeg ser, at vejen til Helvede allerede er brolagt: Mange hamstrer toiletpapir i supermarkederne, andre hamstrer geværer og våben i våbenforretningerne. Verdensøkonomien bryder sammen. Folk bliver sendt hjem for smart working, snart vil de bogstavelig talt blive sendt hjem for no-working. Som bevis på, at fri mobilitet er den nye kræftform i år: ”Længe leve fædrelandet! Længe leve suveræniteten!” Sikkerhedsdistance på en meter, linet op og så går vi til bords (tag venligst en maske på i tilfælde af kvælning). Nyhederne fortæller os, at vi har en forfærdelig fjende at kæmpe imod, så vi kæmper imod fjenden i pyjamas hjemme i sofaen – vi kan endda fortælle os selv, at vi er de nye helte, fordi det er lykkedes os at blive hjemme i 14 dage. Vi er mere fjerne end nogensinde, indespærret i vores 24/7 wi-fi-ekviperede bunkere, mens vi bekymrer os om at skjule vores underbukser under videokonferencerne. Vi skal altid være tilsluttet eller streamet. Vi viser os selv for enhver pris (til eftertiden: Vi var online, derfor var vi) …

I dette generelle kaos brolægger jeg også min personlige trappe til himlen. Jeg har i begyndelsen af 2020 købt et løbebånd. Jeg vidste på det tidspunkt ikke noget om den kommende Apokalypse. Jeg har bare indset i disse dage, at det er en guddommelig gave. Så jeg løber. Hver dag. Uden at tænke på Himlen eller Helvede. Jeg løber, mens jeg tænker på bare at gøre det godt for mig selv og andre.

Skønheden vil på en eller anden måde redde os fra alt dette. Vi har brug for det, når kaosset er overstået. På trods af den globale krise har jeg stadig håb for og tillid til menneskeheden.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Kunstner og kunstnerisk leder af performancegruppen Divano Occidentale Orientale (DOO).