TOP

Kunstansvarlig på Roskilde Festival: “Det er svært at forestille sig festivalen uden kunst og aktivisme”

Når snakken falder på, hvad man kan opleve på Roskilde Festival, kredser det typisk om festivalens omfattende musikprogram, der hvert år tæller kæmpenavne såvel som mindre kendte musikere. Knap så ofte tales der om festivalens kunst- og aktivismeprogram.

Men det er ikke, fordi programmet ikke har noget at byde på. Og kendere vil også vide, at festivalen hvert år gør et stort arbejde for at stykke et ambitiøst program sammen.

Målet? At give deltagerne et pusterum, hvor de kan opleve Roskilde Festival fra en anden side, der dels skal inspirere, men i lige så høj grad opfordre dem til at engagere sig i de emner og problemstillinger, der er på spil i vores samfund.

Vil støtte aktivismen herhjemme

Årets program består blandt andre af den schweiziske kunstner Claudia Comte i samarbejde med Copenhagen Contemporary. Her kan deltagerne opleve værket ‘Me We’ om solidaritet i kunstområdet House of Chroma.

På skærmene ved Orange Scene kan deltagerne opleve den danske kunstner Lea Porsagers 3D installation ‘Horny Vacuum’, mens musikerne Baby In Vain og Det Kongelige Teaters dancegruppe Corpus går sammen om performances på både Gloria-scenen og aktivisme-området, Flokkr.

Bag det hele står Signe Brink Wehl, der er Roskilde Festivals kunstansvarlige og chefkurator for festivalens kunst- og aktivismeprogram. Kulturmonitor mødte hende til en snak om kunst og aktivisme på nordens største festival ved deres nye kunstområde Ambereum.

Hvor ligger jeres fokus, når i sammensætter kunst- og aktivismeprogrammet på Roskilde Festival – ikke mindst på Flokkr-scenen, der i år byder på et væld af talks?
“Vi er meget optagede af at understøtte den aktivisme, der er i Danmark. Det skyldes jo ikke mindst den historie, festivalen hviler på. Når vi har et sted som Flokkr, så er det for at understøtte organisationer, NGO’er og grupper, som opererer aktivistisk, og som er interesserede i fællesskabet og solidariteten – ligesom vi selv er,” siger Signe Brink Wehl til Kulturmonitor.

Ny generation læner sig ikke tilbage

Hun og resten af festivalens team af kuratorer er optagede af generationens stemmer, der ikke bare læner sig tilbage og lader stå til, mens branden raserer. De handler, og de vil se handling, mener hun.

“Vi ser i dag en masse unge, der samler sig om at kæmpe for de ting, vi er udfordret af her i verden. Det ser man blandt andet meget tydeligt i den klimabevågenhed, der er for tiden. Men vi ser det også i alle mulige andre sammenhænge. For os handler det grundlæggende om at være en platform og et sted, hvor de stemmer kan blive hørt.”

Men er denne her understøttelse af aktivistiske stemmer en rolle, I har fået, eller selv har valgt?
“Jamen, det ligger jo dybt i vores DNA. Det har alle dage været en stor del af festivalen, som vi selvfølgelig er meget bevidste om at holde liv i. Vores deltagere er grundlæggende interesserede i de her ting og vil det også rigtig gerne – så det er vel egentlig en blanding.”

Jeres gennemsnitlige deltager er 24 år gammel og kan velsagtens være letpåvirkelig. Ser I det som et egentlig ansvar?
“Det gør vi, absolut. Det er helt naturligt både i forhold til vores historie og vores formålsparagraffer. Vi er socialt engagerede. Men grundlæggende ser vi det som en af vores fornemmeste opgaver at være platform for ungdomsgenerationen og for vækstlaget – de unge kunstnere. Det er svært at forestille sig festivalen uden kunst og aktivisme, synes jeg,” siger Signe Brink Wehl.

Kunstnere med et forandringsønske

Mens vi taler sammen, er den amerikanske kunstner Isabel Lewis i gang med sin performance ‘Urban Flourishing’ i Ambereum, hvor vi sidder. Det handler om at “geare ned” og fordybe sig midt i en ellers hektisk festival. Og det sker sammen med andre, helt på linje med temaet ‘solidaritet’, der danner rammen om årets festival.

Men kunstnerne behøver ikke have en aktivistisk dagsorden for at sætte sine ben på en af festivalens scener – selvom det absolut hjælper en del, forklarer Signe Brink Wehl.

“Det er klart, at det er med til at indfarve vores program, når vi siger, at det handler om solidaritet, unge og fællesskab – at der er en social engageret og solidarisk dimension blandt de kunstnere, der er med. Vi laver også andre ting, der kan sættes i andre kontekster. Det er ikke fordi, det er et kriterie for at være med, og jeg tror egentlig også, at mange af de kunstnere, vi præsenterer, ville bonne noget mindre ud på det sociale parameter, hvis de blev præsenteret i andre rammer,” siger hun og fortsætter:

“Det er allermest spændende, hvis vi har nogle på scenen med en samfundsagenda eller et aktivistisk fundament. Hvis de har et forandringsønske i deres praksis, så er det absolut mest interessant for vores program. Men generelt vil jeg sige, at vi er meget optagede af at bringe vækst i spil – unge debattører, nye organisationer og så videre. Vi er interesserede i at understøtte eksperimenter.”

Handler om dannelse

Midt i al den her aktivisme og samfundsorienterede kunst, hvor emnerne indimellem er lidt tunge, er I da bevidste om balancen mellem at være opdragende og være et frirum, som festivalen i virkeligheden også er?
“Jeg vil sige, at det handler om dannelse. Frirum betyder ikke nødvendigvis uansvarlighed – og det er Roskilde Festival jo virkelig et tydeligt eksempel på. I år har vi eksempelvis den internationale forskningsinstitution, Cern, som partner. De var rystende nervøse for, om det unge publikum havde lyst til at høre på dem. Men de har haft kø til alle deres workshops, så der er en enorm sult blandt vores deltagere for de her ting.”

Hvis man ser på andre festivaler i Danmark, så fylder aktivisme og anden kunst end musik ikke så meget. Hvorfor tror du, det er sådan?
“Det hænger nok sammen med, at vi er non-profit og selvfølgelig tør tage nogle chancer, som de andre måske ikke helt er klar til. Men det har jo alle dage været et fokusområde for os, hvilket vores deltagere er helt med på. Og det er et meget nysgerrigt publikum, der kommer her. De forventer faktisk, at vi giver dem noget mere, end det de kom efter,” siger hun.

Plads til den skæve kunst

Hun tror næppe, at kunst og aktivisme kommer til at fylde mindre i fremtiden. For kunstens betydning for fællesskabet er “enorm”.

“Vi tror, at kunsten er en særlig prisme og et særligt blik. Når Den Grønne Studenterbevægelse eksempelvis laver en klimakæde fra øst til vest med egne kroppe, så bruger de jo et performativt greb, som giver synlighed og erfaring for det enkelte menneske, hvilket er enormt centralt – altså at mærke kunsten på egen krop.”

Hvad får kunstnerne og de enkelte institutioner ud af at deltage på Roskilde Festival med deres kunst og agendaer?
“En ting er jo at komme ud af institutionerne og væk fra museet eller teatret. Det er enormt læreridt at arbejde på nogle andre skalaer. Men det er også en mulighed for at møde et publikum, man måske ellers aldrig ville møde. Her er netop muligheden for at opleve en interaktion mellem kunster og publikum.”

Det diskuteres ofte, hvor meget vi som samfund skal prioritere kunst og kultur – ikke mindst politisk. Nogle advokerer for, at kunst skal kunne klare sig selv og være økonomisk bæredygtigt. Det er måske ikke altid de mest økonomisk bæredygtige værker, I danner scene for. Hvad tænker du om det?
“Jeg synes, det ville være enormt ærgerligt, hvis der pludselig kun blev produceret kunst, der kan stå ved velhavende samlere. Der er jo brug for al slags kunst – også den kunst, der ikke nødvendigvis er økonomisk bæredygtigt. Jeg ser en kæmpe værdi i at investere i den slags kunst som samfund. Kollektivt set har vi ikke været skarpe nok til at beskrive, hvilken værdi kunst kan have for os som mennesker,” siger Signe Brink Wehl.

Se de fulde program for kunst og aktivisme på Roskilde Festivals hjemmeside. Her kan du også læse mere om årets tema ‘solidaritet‘.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test