TOP

Kulturordførere i opråb efter udmelding fra Roskilde Festival

Roskilde Festival er gået i gang med planlægge sommerens festival og satser på at samle op til 100.000 mennesker i 2021. Den første stribe af navne på plakaten er på plads, og festivalen undersøger blandt andet muligheden for at lynteste gæsterne for coronavirus både før og under festivalen. 

Men festivalens direktør, Signe Lopdrup, understreger også over for Politiken, at regeringen skal skifte “skifte gear”, hvis sommerens festivaler skal blive til noget.

“Myndighederne har hverken haft overskud eller tid indtil nu, hvilket vi har stor forståelse for, men de skal til at flytte sig, hvis det skal kunne lade sig gøre med denne tidshorisont,” siger Signe Lopdrup til Politiken

Og hun er ikke alene. I samme avis opfordrer flere kulturordførere nu til handling. 

“Festivalerne har behov for at vide, hvad de kan planlægge ud fra, og derfor må Kulturministeriet og myndighederne gå i dialog med dem nu om mulige scenarier og kompensation,” siger SF’s kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, til Politiken og tilføjer:

“Festivalerne løber en kæmpe risiko. De kan ikke bare vente et par måneder. Det kræver enorm planlægning at afholde så store begivenheder. Jeg er i det hele taget så træt af den tilbageholdenhed, som regeringen arbejder med. Man ender med at skade kulturen.”

Også kulturordfører Birgitte Bergman (K) og kollegaerne Kim Valentin (V) og Zenia Stampe (R) opfordrer til handling og undrer sig over, at det genstartsteam til kulturområdet, der fra politisk side blev afsat 50 millioner kroner til i slutningen af oktober, endnu ikke er en realitet. 

“Jeg havde forventet, at genstartsteamet var blevet nedsat umiddelbart efter aftalen, så vi kunne have fået deres anbefalinger inden jul. Men tilsyneladende er planen først at nedsætte det til januar. Det er alt for sent, hvis det skal komme med nogle anbefalinger, som kan bruges i foråret og til sommer,” siger Zenia Stampe.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.