TOP

Kulturordførere fra SF til DF: “Vi mener, at kulturen igen bliver negligeret”

Kulturordførerne fra SF, Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti anklager i et fælles brev til kulturminister Joy Mogensen (S) regeringen for igen at overse kulturområdet i forbindelse med coronakrisen. Det skriver Politiken

“Vi mener, at kulturen igen bliver negligeret og overset, hvilket er ødelæggende for de mange aktører og organisationer, der arbejder med kultur,” lyder det ifølge avisen i brevet.

Kulturordførerne peger i brevet på festivalernes uafklarede situation og kritiserer også, at kulturministeren ikke har sørget for ekstra penge til kunstnere i den nye politiske aftale, som i denne uge forhøjede tilskuddet til selvstændige.

Festivaler og kommuner har råbt op

Kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF), der har indkaldt ministeren i samråd, adresserede i sidste uge problematikken omkring festivalerne med ordene: “Ministeren er nødt til at komme ud af busken nu, ellers risikerer vi at miste danske festivaler på stribe.” 

Flere store festivaler som Northside, Tinderbox og Roskilde Festival har også efterlyst afklaring om vilkårene for sommerens festivaler samt kompensationsmuligheder i tilfælde af aflysning. 

“Vi skal have en afklaring på, om det er forsvarligt at forsætte planlægningen, inden det bliver marts,” sagde administrerende direktør Brian Nielsen fra Down the Drain Group, som står bag Northside og Tinderbox, i sidste uge til Kulturmonitor.

Også kulturudvalgsformændene fra 12 kommuner i Syd- og Sønderjylland samt Middelfart har i en fælles henvendelse til kulturministeren kraftigt opfordret til, at kulturministeren melder ud om festivalernes vilkår. 

Joy Mogensen har ifølge Politiken ikke svaret direkte på den kritik, som de fem kulturordførere rejser, men skriver i en skriftlig kommentar: 

“Regeringen er meget optaget af, at kulturen får den nødvendige hjælp i denne tid, som desværre er så utrolig hård for rigtig mange i branchen. Og i den forbindelse arbejdes der også på højtryk for at finde en løsning for festivalerne. Og det kommer jeg selvfølgelig også til at drøfte med ordførerne.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.