TOP

Kulturordførere: Biograferne bør hjælpes efter fejl i sommerpakke

Biograferne bør have støtte i de igangværende forhandlinger om hjælp til kulturlivet.

Det fastslår en række kulturordførere, som Berlingske har talt med, efter at det i et lækket dokument til Kulturmonitor kom frem, at Kulturministeriet har arbejdet med en forkert tolkning af støttereglerne i forhold til biograferne, da regeringen tilbage i juli lancerede den såkaldte sommerpakke til kulturlivet. 

Sommerpakken indeholdt hjælp for 700 millioner kroner – blandt andet i form af 50 procent rabat på billetter til museer, teatre og spillesteder – men altså ikke til biograferne, der på det tidspunkt ifølge kulturministeren ikke hørte under Kulturministeriet, men under Erhvervsministeriet. En klar fejl, indrømmer hun nu. 

En branche i knæ

Kulturordfører for De Konservative Birgitte Bergmann er ærgerlig over fejlen i Kulturministeriet.  

“Det må ikke ske. Vi har en branche, der er i knæ, og jeg forventer at ministeriet har styr på sine sager og på, hvem der kan blive dækket af de forskellige pakker. Det her er meget mere end en fodfejl. Nu må de få styr på deres sager i det ministerium,” siger hun til Berlingske.  

Hun vil have biograferne med i de nuværende forhandlinger. Det samme vil Venstres Britt Bager og De Radikales Zenia Stampe. 

“Vi er glade for, at der er en anden vurdering nu, så biograferne kan komme med. Set i bagklogskabens klare lys, havde det været det rigtige at have dem med i sommerpakken, for det var en sløj sommer for biograferne,” siger Zenia Stampe. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk