TOP

Kulturlivet kan ikke stiltiende acceptere sin egen udslettelse

Kommentar: Ja, Danmark – og verden – står i en dybt alvorlig situation. Og ja, menneskeliv er vigtigere end film og teaterstykker. Og ja, vi skal alle være indstillede på tab. Hele erhvervslivet skal være indstillet på tab. Men skal netop den del af erhvervslivet, som hedder kulturen, være indstillet på at tabe alt? Det mener jeg ikke.

Ikke desto mindre er det lige netop det scenarie, som vi kigger ind i nu. Som formand for Dansk Skuespillerforbund bruger jeg lige nu næsten alle mine vågne timer på at holde mine medlemmer og vores branche oven vande. Det gør jeg helt konkret ved at formidle kompromisser mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. 

Vi ønsker ikke særbehandling

Den gode nyhed er, at begge parter er villige til at give – både i forhold til hinanden og i forhold til den situation vi står i som samfund. Den dårlige nyhed er, at der ikke er ret meget at give af. I hvert fald ikke rent økonomisk. Så de aftaler, vi laver, har en meget midlertidig karakter. Vi har allerede set de første konkurser og mange flere vil følge, hvis vi ikke får hjælp, som mange andre dele af erhvervslivet har fået.

Vi ønsker på ingen måde særbehandling, men nogle gange er udgangspunktet for at kunne behandle folk – eller brancher – ens som bekendt at behandle dem forskelligt. Den del af erhvervslivet, som hedder kulturlivet, fungerer på nogle helt særlige præmisser. Og hjælp, der ikke anerkender det, er derfor ingen hjælp.

Kulturministeren vil have os til at acceptere vores udslettelse

Det, kulturministeren beder os om lige nu, er stiltiende at acceptere noget nær total udslettelse af vores branches arbejdspladser, fordi Danmark står i en ekstrem situation. Netop nu er det ’upassende’ at tale om kultur, siger hun. 

Der må jeg spørge: På hvilken måde er kulturens del af erhvervslivet mindre værdifuldt end andre brancher? Hvordan opgør vi kulturbranchens værdi i forhold til for eksempel hårklipninger, hoptimister og hindbærmarmelade? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at et samfund uden en kulturbranche, vil mangle andet og mere end den økonomiske del af samfundskagen, som erhvervet udgør.

Derfor er jeg også glad for at se, at blandt andet storbykommunerne og flere af oppositionspartierne tilsyneladende er enige. For der kommer jo også en tid på den anden side af krisen. En dag, hvor regnskabet skal gøres op, og historierne skal fortælles.

Til den tid håber jeg, at vi som samfund vil kunne se tilbage på, at vi alle var villige til at betale den nødvendige pris for at redde tusindvis af sårbare menneskeliv. Men jeg håber også, at vi ikke lod kulturlivet betale den ultimative pris, fordi det krævede en lille ekstra indsats i hele den store indsats.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Benjamin Boe Rasmussen er formand for Dansk Skuespillerforbund.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test