TOP

Kulturinstitutioner i Aalborg vil ifølge notat få op til 10.000 færre besøg af børn til næste år

Et politisk flertal i Aalborg Kommune har valgt at lukke kommunens kulturplaymaker-ordning fra årsskiftet. Sundheds- og Kulturforvaltningen vurderer i et notat, at det blandt andet vil få den konsekvens, at kulturinstitutionernes tilbud og læringsforløb vil få 5.000-10.000 færre besøg om året. Det skriver Nordjyske

Når kulturinstitutionerne vil blive ramt, skyldes det, at koordination for afvikling af kulturtilbud sorterer under kulturplaymaker-ordningen. 

“Socialdemokraterne og de andre partier bag budgettet har afskaffet den her kulturplaymaker, som i bund og grund er den vigtigste stilling, som vi overhovedet har i forhold til børnekultur. Vi er meget uforstående overfor det,” siger sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V) til Nordjyske. 

Bag budgetforliget i Aalborg Kommune står S, R, DF og Enhedslisten, og borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er ikke så bange for konsekvenserne. 

“Jeg ved godt, at de efterfølgende har lavet et notat i Sundheds- og Kulturforvaltningen, hvor de melder bål og brand, og at eleverne holder op med at komme på vores kulturinstitutioner. Men lad os nu se, om det kommer til at ske, det tror jeg sådan set ikke. I den periode hvor ordningen har fungeret, har man også været med til at skabe nogle relationer mellem skolerne, og de her institutioner, så jeg deler ikke frygten i lige så høj grad som Mads Duedahl,” siger Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test