TOP

“Kulturen skyder sig i foden ved ikke at arbejde sammen i en enhedsorganisation”

Kommentar: Ved et oplæg for teatrenes bestyrelser på Holbæk Teater i januar i år, sagde oplægsholderen, at kulturen jo var 100 år bagefter idrætten. Det skal jo nok skabe opmærksomhed i en kreds af kulturfolk. Og det gjorde det.

Men hun har ret, selvom det måske snarere er 150 år. I hvert fald når det handler om at skaffe sig en organisatorisk basis for at øve politisk indflydelse, skabe vidensbaseret udvikling i sektoren som helhed og støtte op om og kvalificere delsektorernes udvikling.

Danmarks Idrætsforbund blev dannet af idrætsforeninger i hovedstaden i 1896 – og blev senere en landsdækkende organisation for specialforbund samt olympisk komité. De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, senere DGI – Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, blev dannet af landbomiljøernes foreninger helt tilbage til 1860´erne. DGI har foreninger samlet i landsdelsforeninger som medlemmer. 

Jeg mødte næstformanden i Danmarks Idrætsforbund (en af de to) kort tid inden sidste kommunalvalg. Vi mødtes ved toget på Københavns Hovedbanegård, og jeg spurgte ham, hvor han skulle hen. Ud til en række store kommuner for at tale med kommunalpolitikere om idrættens betydning for vælgerne, og hvordan de kunne tale idrætten op i valgkampen, sagde han. God idé. Har kulturen organiseret tilsvarende påvirkningsindsats? 

Hvilken organisation bør Dansk Kultur være?

Idrætten har gennem sine landsorganisationer sikret sig en meget stor del af udlodningsmidlerne, som i kun ringe grad går til kulturen. De store landsorganisationer øver for disse midler en markant og professionel påvirkningsvirksomhed og støtter de lokale idrætsaktører med viden, uddannelse, rådgivning mv og bidrager til bedre idrætsledelse, facilitetsledelse og bedre rekruttering af nye idrætsudøvere.

De har opmærksomt og hjælpsomt fulgt skolereformens idrætsaspekter, og de varetager fælles problemer som matchfixing, doping, idrætsetik etc. De tog også initiativ til dannelse af et center for idrætsforskning allerede i 1950erne. 

En enhedsorganisering på kulturområdet bør være en paraplyorganisation for brancheorganisationer  som Dansk Teater, Organisationen Danske Museer (ODM), Dansk Live, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO), Danmarks Biblioteksforening, Kunsthaller i Danmark m.fl. Ikke for kunstnerorganisationerne.

Dansk Kultur, som Jon Stephensen meget mundret kalder en mulig ny organisation, skal kunne varetage rådgivning for arbejdsgiverorganisationerne, dvs. brancheorganisationerne. Og de skal værne og styrke civilsamfundsorganisationerne. Kunstnerne vil have stor gavn af en slagkraftig lobby- og vidensorganisation som Dansk Kultur; men deres løn- og rettighedsforhold skal varetages af kunstnerorganisationerne selv i samarbejde med deres hovedorganisationer. Det er jo det generelle mønster på det danske arbejdsmarked. Men der vil være mangfoldige fællesinteresser og kulturpolitiske samarbejdsmuligheder.

En del organisationsrepræsentanter har været imod en enhedsorganisering og talt forskellene mellem kunstarterne op og dermed støttet den allerede udtalte silotænkning på Kulturministeriets område i både forvaltning og organisationer. Eller også har man valgt at kalde en mulig paraplyorganisation for et en slumrende kæmpe – et fedtlag, som bare mæsker sig på de svedende kunstneres bekostning. Sådan kunne man også tænke på idrættens område; men udbredt er den tanke ikke. For idrætsorganisationerne er en mægtig magtfaktor, som man ikke vil undvære. 

Forskellige opgaver på kulturens område er forsømte

Hvad skal en sådan enhedsorganisation for kultur lave? Hvilke generelle opgaver for hele kulturens område har været forsømt alt for længe?

Indledningens omtale af Danmarks Idrætsforbunds indsats i valgkampe og generelt som kendte ambassadører for en værdig sag er også relevant og påkrævet på kulturens område. En nyslået kulturpolitisk ordfører på Christiansborg, der tidligere har arbejdet på andre områder, fortalte mig, at der var et helt overvældende stort antal lobbyister og organisationer, man skal forholde sig til på kulturområdet, som det vil tage år at lære at kende. Idrætten har ganske få men slagkraftige lobbyister med meget store baglande. Man lærer dem hurtigt at kende. 

Udvikling af begreber og diskurser omkring kunstens og kulturens samfundsmæssige værdi har kultursektoren arbejdet på i nogle år. Da begrebet om konkurrencestaten opstod for snart ti år siden, blev det klart, at en neoliberal statsræson havde overtaget den politiske diskurs, og at humanistiske og kulturelle dannelsesidealer måtte vige pladsen for kompetencejagten og tilpasningen til de økonomiske incitamenter i markedsøkonomien. At finde en ny position, post-neoliberalistisk CEPOS-diskurs, forsøges til stadighed blandt andet i internationale forskningsrapporter og på Kulturmødet på Mors.

Et nyt paradigme skal fødes, og den fødsel er svær, fordi den økonomisk orienterede velfærdsdebat er så rodfæstet de sidste 40- 50 år. Dansk Kultur må i samarbejde med alle ligesindede fastholde et fokus på at udvikle og til stadighed diskursivt fremføre nye forestillinger, nye begreber, ny idealer, ny filosofi om menneskets liv i samfundet for at modvirke økonomismens kynisme og affortryllelse. 

Kulturlivet blev disruptet længe før coronakrisen. Legitimitetskriser, digitaliseringsudfordringer, brugernes adfærdsændringer, markante offentlige nedskæringer mm skaber enorme udfordringer. Og nu coronakrisen med dens formentligt langvarige ringvirkninger.

Kulturinstitutionerne er mestendels små virksomheder med begrænset arbejdsdeling og begrænsede specialkompetencer på disse områder. Selv brancheorganisationerne er små. Og i arbejdet med at møde udfordringerne har man danset hver for sig og i utakt. Vi så det, hvad angår publikumsudvikling, dvs. hvordan når man ud til større dele af befolkningen, ja hele befolkningen.

Museerne fik penge fra Kulturarvsstyrelsen (som eksisterede dengang) til at udvikle en segmenteringsmodel og lave brugerundersøgelser for cirka ti år siden. Pengene forsvandt senere, og der var stort set intet spillover af viden til andre sektorer. Et tilsvarende behov for at forstå og adressere befolkningens kulturønsker opstod i teaterverdenen, og med støtte fra ministeriet og fra Bikubenfonden blev Applaus oprettet for et par år siden. Spillesteder, ensembler, orkestre og operaensembler er kommet efter og må igennem en omfattende ansøgningsgang til fonde for at skaffe de fornødne kompetencer og gennemføre brugerundersøgelser. Ingen offentlig støtte her. 

Intet af dette helt centrale arbejde udføres koordineret til trods for, at udfordringerne er identiske i metode og proces på alle områder. En fælles ledelse ville gøre underværker. Dansk Kultur kunne påtage sig en sådan ledelse og fremme sagen politisk. 

Dansk kulturpolitikdannelse bygger på ikke-viden

Lad mig også nævne sådan noget som kulturens markedsføring af sig selv og kunsten over for skoler og daginstitutioner. Teatrene anvender en refusionsordning, som skolerne kan anvende i samarbejde med kommunen. Musiklivets tilbud går gennem Levende Musik i Skolen, der har en anden finansieringsordning. Eller gennem landsdelsorkestrene. Museerne er gratis men besøg kræver udgifter til bus. Dansen skal gå gennem Dansehallernes dansekonsulenter, eller skolerne må selv ud og engagere et dansekompagni med hver sin økonomi. Litteratur, billedkunst osv. har alle deres måde at ville samarbejde med skolerne på. Lærerne kører sur i det. Det bliver unødvendigt svært at integrere i en skolehverdag.

Den åbne skole bliver aldrig den demokratiserende kultursucces, den skulle have været. Har kulturlivet gennemført en brugerundersøgelse blandt lærerne? Nej, hvem skulle have gjort det? For Dansk Kultur ville det være en oplagt opgave at arbejde med en harmonisering og brugerorientering på tværs af genrerne. 

Idrætten har etableret en forskningsenhed for idræts- og idrætspolitisk forskning for mange år siden. I dag hedder det Idrættens Analyseinstitut. I coronakrisen var deres forskere straks i gang med at undersøge motions- og idrætsvaner under lockdown og hjemsendelse samt om konsekvenserne for idrætsfaciliteterne i det ganske land, og de har allerede udgivet rapporter mm.

Det er afgørende viden i forhold til at forhandle redningspakker etc. Kulturen har bare ikke et forsknings- og analyseberedskab, og dansk kulturpolitikdannelse bygger på ikke-viden, synsninger og meninger i fri blomstring. Prøv at sammenligne med for eksempel norsk kulturpolitiks kundskabsinddragelse. Dansk Kultur bør som noget af det første tale alvorligt med politikerne om et kulturens analyseinstitut og skaffe en offentlig grundfinansiering til det. 

Dansk Kultur kan fremme livsnødvendig udvikling

Digitaliseringsplatforme, der egner sig for kulturlivets kommunikation med brugere, ikke-brugere og frivillige på tværs af medier og formater er en enorm opgave at udvikle. Alt for store opgave for de enkelte kultursektorer måske for kultursektoren som helhed. Her skal mange brancher i oplevelsesøkonomien eller endnu bredere måske gå sammen for at finde en platform, der kan supporteres og tilpasses den enkelte genre og den enkelte institution. Det kræver specialviden, som kun kan mønstres i fællesskab på kulturområdet. Dansk Kultur er en oplagt aktør til at fremme også denne livsnødvendige udvikling for kulturområdet. 

Jeg kunne nævne mange andre områder, hvor kulturen skyder sig i foden ved ikke at arbejde sammen i en enhedsorganisation. Kultur og sundhed, kultur og økonomisk vækst, kulturlederuddannelser, bestyrelsesuddannelser og -udvikling, innovationshub for kulturinstitutionsdrift og deres forretningsmodeller, samarbejde med større erhvervsorganisationer, vidensorganisationer på delområder i Danmark (universitetsinstitutter, forskningscentre, Applaus, Barc Scandinavia m.fl)  og med internationale fora for vidensdeling etc. etc. 

Vi har at gøre med helt almindelige rammebetingelser for enhver anden erhvervssektor i Danmark, men fraværende på kulturens område. Vi må konstatere, at vores styrelse og departement er svært personaleudsultede efter års nedskæringer.

Vi ville med Dansk Kultur ophjælpe det forvaltningsmæssige vidensniveau (sådan er det også på andre erhvervsområder), vi ville styrke de enkelte brancheorganisationers arbejde betydeligt og være til stor gavn for den kulturpolitiske samtales substans og for kultursektorens livskraft.

Vi ville samtidigt kunne skabe endnu bedre forhold for publikum, for de skabende og udøvende kunstnere og for de frivillige. Det er ligesom hele idéen. Og ingen vil vel bestride, at DIF og DGI i fællesskab har betydeligt medansvar for de tilsvarende resultater, dansk idræt har opnået de seneste 150 år.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Jens Nielsen er konsulent og sekretariatsleder i Danske Kulturbestyrelser. Han er konservatorieuddannet bratschist og cand.scient.pol. og tidligere leder af kulturinstitutioner og forvaltningsenheder i kommune og amt.