TOP

Kulturel valgdebat vil rykke kulturkampen et andet sted hen

Hvad er dansk kultur, når det kommer til stykket? Er det overhovedet noget, som politikere skal blande sig i? Skal man ikke bare overlade det til borgernes frie valg? Skal vi bruge flere penge på kultur? Og prioriterer vi overhovedet pengene rigtigt? Hvordan ser balancen ud mellem statens og kommunernes kulturpolitik?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive rejst til valgdebatten ‘Kulturkamp 3.0’ hos Design Zoo i København onsdag.

Her vil Nikolaj Bøgh (K), Jan E. Jørgensen (V), Sine Heltberg (S), Lars Berg Andersen (LA) og Andreas Pourkamali (R) debattere kultur. Ordstyrer er Carsten Topholt, der også er initiativtager til arrangementet og aktuel med bogen ‘Kultur og politik’.

“Jeg vil gerne være med til at kickstarte en bedre debat om kultur, give den nogle nye rammer og rykke den et andet sted hen. I forhold til de nye rammer gør særligt to forhold sig gældende. For det første er der flere og flere, der kredser om at diskutere spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansk – hvad er vores værdier og identitet? For det andet håber jeg, at min bog med viden og dokumentation kan sikre debatten nogle bedre og mere strukturerede rammer,” siger Carsten Topholt.

Når Carsten Topholt ser på kulturdebatten og den politiske interesse for at rykke den et andet sted hen, ser han noget, der ligger og slumrer og en gang imellem misser lidt med øjnene.

“Men det rører lidt på sig. Det har jeg blandt andet mærket i forbindelse med, at jeg har været rundt med min bog forskellige steder. Og jeg har generelt fået indtryk af, at de politiske partier er begyndt at skele lidt til Dansk Folkeparti, fordi de som det eneste parti har så markant en kulturpolitik,” siger Carsten Topholt.

Hvad mener du, at kulturinstitutionerne kan gøre for at få rykket kulturdebatten et andet sted hen?
“De gør allerede rigtig meget inden for deres egen sektor, og man skal huske på, at en stor del af arbejdet er drevet af frivillige. Men de er ikke gode nok til at dokumentere, hvad de gør, og hvilken værdi, de skaber. De er heller ikke gode nok til at tænke politik på nye måder. Mange tænker stadig meget i, at de gerne vil have mere støtte. Det kan jeg godt forstå, men det er ikke nødvendigvis nogen fornuftig måde at arbejde politisk på.”

‘Kulturkamp 3.0’ finder sted kl. 17.30-19 hos Designer Zoo, Vesterbrogade 137, 1620 København V.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test