TOP

Kulturel styregruppe møder konkurrence fra uventet kant om tidligere museum: “Kan blive et lokalt kraftcenter”

Interessen for det tidligere Københavns Bymuseum på Vesterbrogade 59 er stor. Senest meldte en gruppe musikalske interessenter sig på banen, som ville forvandle den ikoniske bygning om til et musikhus. Men nu møder de konkurrence fra en uventet kant. Nemlig Vesterbro Sogn. 

I selskab med omkring 20 forskellige grupper af muligt interesserede købere var minby.dk med til rundvisning af Vesterbrogade 59. De fleste af dem forblev anonyme, men Jens Andersen, der er menighedrådsformand på Vesterbro Sogn, var klar i mælet: De har tænkt sig at byde på den ikoniske bygning. 

Det forklarer han til minby.dk. 

Debatten om det tidligere bymuseum på Vesterbro har verseret, efter at Københavns Kommunes fritids- og kulturborgmester, Franciska Rosenkilde (Å) kom med et opråb til kommunalpolitikerne: Stop med at udbyde bygningen til alle og enhver!

I 2015 blev det besluttet, at Københavns Bymuseum skulle flyttes til en anden adresse i København. Københavns Kommune, der udbyder ejendommen, satte den til salg, hvorefter alle med 15,6 millioner kroner i lommen kunne byde på den.

Men i slutningen af december var der dog politisk flertal for at bevare den nuværende områdetype for huset, hvilket betyder, at bygningen ikke kan overtages af virksomheder med kommercielle interesser.  

Åbner op for samarbejde

Vesterbro Sogn har i forvejen et sognehus på Vesterbro med begrænset kapacitet. Derfor søger de bedre faciliteter til deres egne arrangementer. De kan dog ikke selv udfylde alle 2.000 kvadratmeter, som Vesterbrogade 59 rummer. 

“Vi vil rigtig gerne gå sammen med andre på Vesterbro om at lave noget, der er for hele Vesterbro. Vi synes, det vil være meget ærgerligt, hvis bygningen ikke længere skal være i offentlig og åben brug. Så vi vil også gerne åbne for, at andre kan bruge det til deres aktiviteter. Så huset kan blive et lokalt kraftcenter og forsamlingshus, hvor der kan dannes nye fællesskaber på tværs i vores bydel,” siger Jens Andersen til minby.dk

Derfor forestiller kirken sig, at bygningen kan bruges til udstillinger, koncerter, møder og debatter. Derudover håber de også, at de kan invitere små NGO’er indenfor og give dem nogle kontorpladser. 

I denne måned skal borgerrepræsentationen stemme ændringsforslaget igennem. Men der tegner sig ifølge Franciska Rosenkilde et politisk flertal for, at det bliver stemt igennem. Først herefter kan en egentlig salgsproces begynde. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk