TOP

Kulturdirektør midt i økonomisk krise: Derfor skal kreative med fifty-fifty-økonomi med i hjælpepakken nu

Kommentar: Den hjælpepakke, som regeringen har lavet til coronaramte freelancere og kunstnere, er utilstrækkelig, usolidarisk, polariserende og udtryk for manglende arbejdsmarkedskendskab. Derfor er der brug for nye tanker og løsninger nu og her. Og da tiden er knap, og ordningen er ved at blive ristet i ministerielle runer, føler jeg en pligt til at skære tingene ud i pap. 

Jeg har derfor lavet et test-kit til politikere, der ønsker at hjælpe en stor gruppe kreative professionelle. Den består af tre step, tre instrukser og et konkret eksempel.

Step 1. Den sektor, som jeg har arbejdet i i over 25 år med først musik, så litteratur og museumsvirksomhed og nu samtidskunst, er fuld af innovative hårdtarbejdende folk, der er engagerede i samfundet omkring os. De får os til at le, græde, bevæge os i takt eller tænke os om en ekstra gang. Vi kender dem, fordi vi har set dem stå på en scene, åbne en udstilling, udgive en bog eller skabe en film eller et koncept. Forud for denne enkeltstående oplevelsesøkonomiske begivenhed ligger et årelangt perfektionerende arbejde, der meget sjældent kompenseres for økonomisk. En forudsætning, der accepteres af de kreative.

Step 2. De kreative professionelle bruger deres kompetencer i mange sammenhænge. Kunstnere, musikere, forfattere, scenografer, designere, skuespillere, arkitekter med videre har en personlig patchwork-økonomi, der gavner samfundet. De arbejder også som museumsformidlere, deltidslærere, tekstforfattere, oversættere, danseinstruktører og alt muligt andet. Så deres indtægt består meget ofte af egen kreativ virksomhed kombineret med lønarbejde – ofte i nogenlunde lige store dele.

Denne gruppe har normalt en 50/50-økonomi. De er kreative med CVR-nummer eller freelancevirksomhed og et løn-job. Jeg kalder dem fifty-fifty-folket.

Lige nu har fifty-fifty-folket en 0/50-økonomi. Dem, jeg kender, er musikere, kunstnere, forfattere og instruktører. Alle har fået aflyst eller udskudt udstillinger, udgivelser, spillejobs, opgaver osv. De har mistet halvdelen af deres indtægter.

Nogle kreative er så uheldige, at de får en 0/25 økonomi. Eksempelvis en billedkunstner, der modtag et et-årigt arbejdslegat i 2019 og havde en samlet omsætning på 155.000 kr og samtidig er underviser, der bookes til museer og hyres til ad hoc skoleforløb. Vedkommende står nu til at miste 75 procent af sin indtægt.

Step 3. Billedkunstnernes Forbund vurderer, at omkring 75 procent af deres medlemmer IKKE kan få noget fra statens puljer, som de er beskrevet i dag, mens forfatterforeningerne regner med, at 50 procent af egne medlemmer heller ikke bliver dækket ind af de nuværende ordninger.

Tyndt økonomisk sikkerhedsnet

Jeg vil lige vise kompleksiteten i problemstillingen med mig selv som eksempel. Jeg er administrerende direktør i det lille, internationalt anerkendte og præmierede udstillingssted CAMP på Nørrebro. Fordi kontekstbaseret samtidskunst er et relativt lille økonomisk felt, så jeg er direktør på deltid til en ganske ordinær løn. Og det er helt min egen skyld. Jeg kom til CAMP fra en sekretariatschefstilling på Karen Blixen Museet og trængte til at være tættere på det nyskabende. 

Nu arbejder jeg sammen med vor tids mest engagerede samtidskunstnere og sejeste kuratorer, men det økonomiske sikkerhedsnet er tyndt. For at CAMP’s økonomi kan hænge sammen, er både jeg og andre ansatte nødt til at have supplerende indtægter. Jeg har derfor oprettet en virksomhed, hvor jeg dels anvender min viden og netværk fra mange år som musikproducer og sangskriver til at løse diverse musik og podcastopgaver. Jeg hjælper også kunstnere og mindre organisationer med fundraising og strategi. Så jeg mærker både krisen selv, i netværket og hos kunderne.  

Behov for mentalitetsændring

Instruks nr. 1. Coronakrisen bør bane vej for en mentalitetsændring i dansk politik og samfundsøkonomisk planlægning. Noget er helt forkert, hvis folk i de skabende brancher skal trynes med traditionel erhvervs- og arbejdsmarkedstænkning. 

Ændringen bør ske, inden vi kommer til et new normal på den anden side af krisen. Det ser jo ud til, at man i et anfald af akut amnesi har glemt, hvordan et boblende kulturliv i årevis har haft stor positiv betydning for samfundsøkonomien og trukket folk med særlige kompetencer og turister til landet. 

Hvor blev jublen over de kinesiske turister pludselig af? Man har nu beordret kulturlivet lukket og insisterer på en solidaritet, der paradoksalt nok kun skal gælde den ene vej. 

For uden ændringer i de nuværende ordninger vil mine venner og kollegaer blive tvunget til at lukke deres CVR-nummer, opsige deres plads eller studie og sælge deres tekniske udstyr med tab, før de opfylder betingelserne for at få bistandshjælp. Samtidig skal de lide den tort, det er, at holdes ude af det gode støtteværdige selskab midt i en voldsom krise, der er en psykisk belastning for de fleste. Der sendes dette signal: Fordi du tjener for lidt, er du værdiløs og får ingen hjælp. 

Men hvor er logikken? Er den professionelle musiker, som spiller 40 koncerter om året og tager energien herfra med sig i rollen som en musiklærer, der forstår at inspirere og vedligeholde de fællesskaber, som unge mennesker danner omkring musik, ikke ligeså værdifuld for samfundet som den musiker, der optræder 120 gange om året og måske en dag slår igennem internationalt og skæpper lidt i statskassen?

Kompensationsordningen afslører manglende forståelse af dansk oplevelsesøkonomi hos beslutningstagerne.  

Behov for at slå i bordet i solidaritet

Instruks nr. 2. Er målrettet kulturens ledere. I forgårs kom forfatterforeningerne med et krav om at sænke indtægtsgrænsen til 100.000 kroner. Men vi er i en situation, hvor alle ledere i de kunstneriske erhverv og foreninger må slå i bordet i solidaritet – det nytter ikke noget, at de stærkeste fagforeninger spiller soloviolin. Det her er selvfølgelig ikke noget Kulturministeriet skal betale for. Men kulturministeren bør sætte sin stilling ind på, at ”medarbejderne” på hendes område hjælpes (this is a defining moment, Joy Mogensen). 

Over de seneste dage har det været tydeligt at se, at selv en sundhedsminister med markant udvidede magtbeføjelser har svært ved at trænge igennem i egen styrelse. Den pæne danske konsensusorienterede rundkredsmetode er ikke velegnet til krisestyring – heller ikke i kulturlivet. Der er behov for gennemslagskraft. Der skal findes nye løsninger hurtigt, så vi kan undgå håndtegnet med den midterste finger og ulovlige demoer!

Instruks nr. 3. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var erhvervs-, finans- eller statsminister? Jeg ville sikre mig, at alle med professionelt kreativt virke hjælpes. Ikke kun i kunstneriske brancher. Jeg ville også gerne inkludere de innovative iværksættere. Jeg ville se igennem fingre med de traditionelle skel mellem hobbyvirksomhed og erhvervsvirksomhed og sætte grænsen ved 50.000 kroner til fifty-fifty-folket! Jeg vil give kompensationen som en andel af et års omsætning. For enten 2017, 2018, eller 2019 efter eget valg. Det vil nok koste 1-2 milliarder kroner. Og ja – et antal millioner vil jo nok havne hos nogle glade amatører. Pyt med det. De penge kommer hurtigt i cirkulation igen. Men hovedbudskabet med ordningen skal være: Alle I krøllede kreative hårdtarbejdende fifty-fifty-folk: Her er hjælpen! Bevar modet! Alle jeres kompetencer er værdsatte!


Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.
 

Anders Juhl er adm. direktør for CAMP / Center for Art on Migration Politics.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test