TOP

Kulturborgmester: Kunsten kan lære os at se hinanden med et nyt blik

Kommentar: For nylig havde jeg fornøjelsen af at åbne en ny særudstilling på Thorvaldsens Museum i København. Udstillingen hedder ’Ansigt til Ansigt – Thorvaldsen og Portrættet’, og for nogle er det måske blot en udstilling i rækken. For mig var det en anledning til at reflektere over kunsten og dens rolle. Også hvad angår køn og ligestilling.

Sagen var nemlig den, at vi åbnede udstillingen netop den 8. marts – på Kvindernes Internationale Kampdag. Og det fik mig til at tænke over kvinder i kunsten. Herunder det blik, kvinder ofte mødes med.

Menneskets fremstilling af sig selv er både er et spejl og en drøm. Men hvad er det, vi ser i et portræt? Er portrættet alene et smukt øjebliksbillede og en drøm om evig ungdom og styrke? Eller er det også et sårbart billede på vores forfængelighed og vished om, at tyngdekraften med tiden rammer os alle?

Det kvindelige portræt fokuserer ofte på det yndige og det smukke. Og portrættet kan på den måde være med til at fastholde det kvindelige selvbillede som netop et billede. Som noget, vi betragter – og som en facade, der helst ikke må krakelere. Det kan være et farligt selvbillede. Hvis vi alene tror, vi skal betragtes – at vi kun eksisterer i kraft at blikket, der rammer os – degraderer vi det, der gør os til hele og levende mennesker: Den menneskelige kerne.

Ansvar for at nedbryde stereotyper

Hvis samfundet alene opfatter kvinder som pyntegenstande, fastholder vi halvdelen af menneskeheden i en overfladisk stereotyp uden klangbund og retning. Mens piger ofte bliver mødt med et ”hvor er du fin” mødes drenge ofte med et nysgerrigt ”hvad laver du?”. Piger bliver groft sagt målt på deres udseende – drenge på deres handlinger.

En undersøgelse fra VIVE i 2018 viser, at hele 64 procent af de unge er utilfredse med deres krop. Og det er fuldstændig skævt. Jeg mener i høj grad, at samfundets syn på køn har betydning for vores selvforståelse. Derfor har vi også som samfund et stort ansvar for at bryde med stereotyperne. For vi skal se og finde det hele menneske bag det umiddelbare portræt.

Ansvaret for ikke at forsimple, hvad vi lader øjet falde på, påhviler os alle. Ligesom det påhviler os alle at prøve at navigere klogt i en på sin vist oplyst tid – og en samtidig dybt overfladisk selfiekultur. Og indrømmet – det er ikke altid let.

Som mennesker er vi både krop og sjæl. Og kigger man godt efter på Thorvaldsens smukke portrætteringer, kan man finde langt mere end blot smukt indfangede detaljer. Jeg håber, vi tør åbne øjnene lidt mere. Måske der gemmer sig mere end det, øjet umiddelbart ser. Jeg tror det.

Hvis vi ikke stirrer os blinde på det, vi tror, vi får at se – hvis vi åbner det både kunstneriske og menneskelige synsfelt op – giver kunsten os en helt særlig mulighed. Nysgerrighedens mulighed. Åbenhedens. Og muligheden for at opleve hinanden med et nyt blik. Og i en tid, hvor skærmene ofte fylder mere end den menneskelige kontakt, håber jeg, vi også husker at se hinanden i øjnene. Og at vi øver os i at se hinanden med et nyt blik. Det kan kunsten nemlig hjælpe os til at lære.  

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Kultur- og fritidsborgmester (Å) i Københavns Kommune.