TOP

Kras kritik af Danske Forlag forud for sexisme-undersøgelse – vil ikke belyse interne forhold på forlagene

Danske Forlag, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening lagde i sidste uge kimen til en ekstern undersøgelse, der skal kortlægge omfanget af sexisme og seksuelle krænkelser i det litterære miljø.  

Ifølge Politiken møder den varslede undersøgelse dog en byge af kritik. Det skyldes, at undersøgelsen ifølge avisen kun vil omfatte eventuelle problemer og episoder, der er sket i “snitfladen mellem forlagsansatte og forfattere”, og dermed ikke stille skarpt på de interne forhold på forlagene.

Kritikken rejses af kulturkommentator og tidligere filmanmelder Niels Frid-Nielsen, formand i Dansk Magisterforening Camilla Gregersen og forlægger Per Kofoed.

Mens førstnævnte fastslår, at “alle bør indgå i undersøgelsen”, betegner sidstnævnte det som sin “klare opfattelse, at man hurtigt ville finde ud af, at der eksisterer seksuelle og andre krænkelser på de danske forlag, hvis man ville undersøge det.”

Hos Danske Forlag hæfter bestyrelsesformand Lars Boesgaard sig ved, at det – som tidligere nævnt af interesseorganisationens direktør, Christine Bødtcher-Hansen – handler om at udstyre landets forlagsledere med “værktøjer”, der kan kortlægge problemets omfang i branchen.

“Hvis der er 200 forlag i landet, så bliver det (resultatet af en samlet undersøgelse af forlagene, red.) ikke et resultat, jeg som virksomhedsleder kan bruge. Det gør det, hvis jeg selv laver en undersøgelse på mit eget forlag. I Danske Forlag vil vi derfor give vores medlemmer de nødvendige værktøjer. Og jeg håber, at alle forlag, der er ved deres fulde fem, tager det her alvorligt og får gennemført interne undersøgelser eller belyst det på anden vis,” siger Lars Boesgaard til Politiken.

Følger to intense uger

Kritikken af Danske Forlags kommende undersøgelse kommer blandt andet efter, at Gyldendal i sidste uge fyrede en nyansat medarbejder med tilknytning til radiovært Maria Fantinos omstridte #MeToo-sag på DR.

Kort efter kom det frem, at forlaget allerede inden mandens ansættelse ved årsskiftet – og længe inden reaktionen på Maria Fantino-sagen – blev gjort opmærksom på en problematisk historik med sexisme, krænkelser og klagesager hos den nye medarbejder.

Efterfølgende opfordrede forfatter Leonora Christina Skov både forfattere og forlagsfolk, der har oplevet sexismen på klods hold, til at stå sammen og gå ud med en række anonymiserede vidnesbyrd lignende dem, som musikbranchen for nyligt mønstrede. 

I et opslag påpegede Leonora Christina Skov, at bogbranchens egne initiativer – deriblandt Danske Forlags nu udskældte undersøgelse – næppe vil have den fornødne gennemslagskraft.

“Jeg håber, men samtidig har jeg til gode at se, at en undersøgelse af sexisme i nogen branche kan stå alene. Resultaterne ender alt for hurtigt i syltekrukken. Derfor synes jeg, at vi sammen skal sparke døren ind og stå frem i Politiken med vores anonymiserede vidnesbyrd, ligesom musikerne gjorde sidste weekend. Det var et statement, og det lader sig ikke så let overhøre,” skrev forfatteren på sin Facebookprofil.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk